Første kig indenfor i UCC
UCC-copy.jpg
Den store UCC-bygning blev købt af Ballerup Kommune for 5 milioner kroner. Nu har kommunen overtaget og skal nu indrette den til en række forskellige formål. Foto: pr-illustration
Smugkig Snart kan alle nysgerrige få et kig ind i det nyligt kommunalt indkøbte UCC i Skovlunde.

Den 1. oktober overtog Ballerup Kommune endeligt den store UCC bygning i Skovlunde. Prisen var 55 millioner kroner og de mange kvadratmeter er faktisk erhvervet rigtig billigt, trods den på papiret store udskrivning.

Det har længe været kendt, at Ballerup Kommune vil flytte Kasperskolen ind i det gamle seminarium ligesom der skal indrettes dagcenter og bosted for voksne udviklingshæmmede.

Men der skal også være plads til rigtig mange andre aktiviteter, og det kan man nu få et kig på, når Ballerup Kommune holder åbent hus på matriklen, lørdag den 26. november mellem klokken 10 og 12.

Her vil borgmester Jesper Würtzen (A) byde velkommen og derefter vil han vise rundt i den store ejendom, hvor han vil fortælle om fremtidsplanerne og hvilke muligheder der er med bygningen.

Åbne for ideer

»Vi har tre elementer, der er sikre, altså indflytningen af Kasperskolen, dagcentret og det nye bosted. Men bygningen indeholder en masse andre ting. Der er plads til koncerter, en idrætshal, som allerede bliver brugt fordi Skovlunde Skole jo havde brand i deres hal. Vi er åbne for ideer og derfor er det også vigtigt, at vi får input fra borgerne og at borgerne kan danne sig et indtryk af, hvad bygningen indeholder. Vi vil ikke love nogle af de andre lokaler ud til nogen foreninger endnu. Vi vil ikke risikere at blive fastlåste i forhold til anvendelsen af huset, så derfor vil vi gerne bruge huset optimalt og få så mange forskellige ting i ind som muligt. I hvert fald i første omgang,« siger Mads Bo Bojesen, leder af Center for Ejendomme i Ballerup Kommune.

Han understreger, at der reelt ikke findes nogen begrænsninger for, hvad man kan bruge lokalerne til, men at man også gerne vil have så mange ting på paletten som muligt, når man har fået et så specielt og stort hus med så mange anvendelsesmuligheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *