Har du også været ung engang?
Debat Noget af det skønneste ved jobbet som lærer er, når man møder en af sine tidligere elever og ser, at det er gået ham godt. Det skete for mig i dag. På vej hjem fra arbejde mødte jeg Kristian.

Ikke med hætten over hovedet på en ”lånt” knallert og et på samme tid sløvt og jaget blik i ansigtet. Nej, han sad sørme med rank ryg, voks i håret og ur om håndleddet bag rattet i en bil pænt parkeret, mens han ventede på sin ven. Han rullede vinduet ned, og vi tog en af de små snakke, som vi har hver gang, jeg møder ham.

Dem har vi haft et par stykker af, siden han gik ud af specialklassen. Og efterhånden har jeg ro på og tror på, at det er lykkedes. Kristian møder mig med ro og stolthed og fortæller af sig selv, at han nu passer sin uddannelse.

For et par år siden så det helt anderledes ud. Kristian var fuld af afmagt, vrede og nederlag og havde ikke meget tro på sig selv eller sin omverden. Men vi fik kontakt med en mekaniker, som var villig til at give Kristian en chance. Vi lavede en aftale om, at han kom ud på værkstedet nogle timer om dagen, hvor han lærte, hvad der skal til for at begå sig på arbejdsmarkedet.

Virksomheden fik et lille økonomisk tilskud – ikke i en størrelsesorden, så det ligefrem kan betale sig. Men dog en anerkendelse af det ansvar, den påtog sig.

Langsomt ændrede Kristian sig til en ung mand med mod på livet og tro på sig selv – fordi der var en, som troede på ham, viste ham tillid og stillede passende krav. Og senere fik Kristian et EGU-forløb (erhvervsgrunduddannelse) og er nu i gang med at indhente det forsømte og dygtiggøre sig.

Vi har i Ballerup en lille gruppe unge, som har brug for lidt ekstra hjælp af forskellige årsager.

Og dét at få kontakt med et menneske på arbejdsmarkedet, som er villig til at yde en indsats for et ungt menneske, som har det svært i skolen og måske i livet i det hele taget, er guld værd.
Så hvis du/I ejer eller er ansat i en virksomhed, som kan gøre en ekstra indsats, så har du/I muligheden for at gøre en forskel for et ungt menneske.

Måske kan du/I have en ung dreng eller pige i praktik i en uge, måske to, hvis det går godt. Eller måske er du/I villig til at tilbyde en dag om ugen i et par måneder. Der kan tænkes mange forskellige måder at gøre det på. Det afgørende er, at du/I har lyst til at gøre en indsats for at give et ungt menneske troen på sig selv – og at tage en snak med en pædagog eller en lærer engang imellem, hvis der er grund til det. Der vil være tale om en ung under 18 år, som stadig går i folkeskolens 8.-10. klasse og som har brug for at snuse lidt til voksenlivet på en arbejdsplads.

Når skolerne og vores lokale erhvervsliv arbejder sammen, kan vi skabe succeshistorier – til glæde for os alle. Så har du mod på at gøre en forskel, så kontakt mig på marthakrist@me.com eller 26 21 88 14, så tager vi en uforpligtende snak. Eller kontakt UU Vestegnen (www.uu-vestegnen.dk) for info om det praktiske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *