Kina-samarbejde giver million-ordre til Ballerup-firma
Liqtech-1.jpg
Det er en meget stor ceremoni, når man underskriver en kontakt med kinesere. Her er det CEO Sune Mathiesen fra Liqtech, som skriver under på den store kontrakt med Yonker Foto: Privatfoto
Samarbejde Bycirkel-samarbejdet med Wuxi har netop givet en millionaftale til det lokale firma Liqtech. Aftalen skaber nye arbejdspladser i Ballerup.

Bycirklen, der er et strategisk samarbejde mellem Ballerup, Egedal og Frederikssund kommuner, har igen medvirket til at bane vejen for en dansk virksomheds succes i Kina. Denne gang er det Ballerup-virksomheden Liqtech, der nyder godt af Bycirklens tætte relation til millionbyen Wuxi.

Liqtech, der er eksperter i innovative løsninger inden for rensning af luft og vand, har indgået et joint venture med kinesiske Yonker. De to virksomheder etablerer et fælles vandselskab i Kina, der får eneret til at sælge Liqtechs vandbehandlingssystemer. Yonker skyder samtidig 27 mio. kr. i den danske virksomhed og bliver dermed den næststørste aktionær.

Får foden indenfor

»Det kan være svært at få foden indenfor på det kinesiske marked. Det er vigtigt at forstå kinesisk kultur, og samtidig kan der være sprogbarrierer. Derfor har vi valgt at tilknytte Across Partners, som har stor erfaring med det kinesiske marked. Samtidig betyder gode politiske kontakter rigtig meget for erhvervslivet i Kina. Vores gode samarbejde med Bycirklen og Bycirklens tætte relation til Wuxi har helt klart været med til at åbne døre i Kina for os,« siger Sune Mathiesen, der er CEO i Liqtech.

Den nye aftale mellem Liqtech og Yonker blev efter kinesisk ønske underskrevet på Ballerup Rådhus, og det er formand for Bycirklen og borgmester i Ballerup, Jesper Würtzen (A), stolt af.

»Vi er glade for, at vores tætte relation til Wuxi hjælper danske virksomheder på vej i Kina. I Kina har det stor betydning, at det politiske niveau bliver inddraget i forbindelse med virksomhedsaftaler, da det er en slags garant for, at virksomheden mener det seriøst,« siger Jesper Würtzen.

Arbejdspladser på vej

Sune Mathiesen regner med, at den kinesiske millionaftale booster virksomhedens eksport til Kina, og det skaber nye arbejdspladser i Danmark.

»Aftalen skaber nye eksportmuligheder i Kina, og hvis omsætningsmålene i aftalen bliver opfyldt, vil vi skulle ansætte yderligere et stort antal medarbejdere i Danmark,« siger Sune Mathiesen.

Hvis alt går efter planen, bliver der i Liqtechs afdeling i Ballerup brug for yderligere 40-50 ufaglærte produktionsmedarbejdere. En udsigt der glæder Kåre Harder Olesen, der er 2. Viceborgmester i Ballerup og gruppeformand for Venstre i Ballerup.

»Vores gode og tætte relationer til Wuxi er af stor strategisk betydning for vækst og erhvervsudvikling ikke bare i Ballerup og Bycirklen, men i hele Greater Copenhagen. Politiske kontakter er i høj grad døråbnere for danske virksomheder i Kina, og det ser vi et godt eksempel på her. Jeg er meget glad for, at Bycirklens langsigtede indsats nu begynder at bære frugt på erhvervsområdet, og at det så udmønter sig i skabelse af arbejdspladser i Ballerup, gør da bestemt ikke glæden mindre,« siger Kåre Harder Olesen.

Tidligere har de to rådgivende ingeniørvirksomheder COWI og GEO nydt godt af Bycirklens tætte kontakter med Kina.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *