Ballerup skal tænke på tværs
Debat »Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem«.

Sådan sagde Albert Einstein. Selvom der formentlig ikke fandtes frikommuneforsøg på hans tid, flugter tankegangen fint med ambitionerne for frikommune-forsøget. Uafhængigt af, hvordan problemerne nu engang er opstået.

Der er brug for at tænke nyt, hvis vi skal løse de udfordringer, som Danmark står over for.

Derfor har regeringen udpeget otte netværk af kommuner, som de næste fire år får udstrakt frihed til at afprøve nye ideer i praksis.

Ballerup Kommune er sammen med otte nordsjællandske kommuner udpeget som frikommunenetværk. Kommunerne vil udvikle en mere sammenhængende indsats for borgere med komplekse problemer, der modtager hjælp fra flere af kommunens forvaltninger samtidig.

Det kan fx være familien med sammensatte problemer eller den unge uden uddannelse og med misbrugsproblemer. Frikommunenetværk vil blandt andet arbejde med én samlet handleplan, der koordinerer de mange indsatser, sammen med borgeren.

Målet er, at det bliver nemmere for den enkelte borger at navigere i det kommunale system samtidig med, at kommunen får bedre muligheder for at tilpasse indsatsen til den enkeltes behov. Det er målsætninger, som vi i regeringen ser store perspektiver i.

Frikommunenetværket er udvalgt blandt et stærkt felt af i alt 43 ansøgere. Jeg har derfor høje forventninger til de nye frikommuner. Jeg tror fuldt og fast på, at de vil gribe bolden og høste gode erfaringer med nye ideer og metoder, som kan komme alle landets kommuner til gavn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *