Fælleshuset kom et skridt nærmere
Rejsegilde-fælleshus-copy.jpg
Det nye fælleshus ligger for enden af den 600 meter lange kunstige sø i Søndergård. Fælleshuset er efter planerne klar til brug til foråret. Foto: Privatfoto
På vej Søndergård fælleshus i Måløv fejrede et længe ventet rejsegilde fredag.

Fredag eftermiddag blev der sat krans på toppen af spærene på det nye Søndergård fælleshus i Måløv. Beboerfølgegruppen og borgmester Jesper Würtzen var blandt andet med til at markere begivenheden.

»Søndergård er blevet en velfungerende bydel, og nu får bydelen endelig sit eget fælleshus i hjertet af området,« sagde borgmester Jesper Würtzen (A) ved indvielsen.

Det er Ballerup Kommune, der står for opførelsen af fælleshuset og anlæg af de omliggende arealer. Fremover er det de to grundejerforeninger i Søndergård, der i fællesskab skal eje huset og stå for driften af det.

» Det er Kommunalbestyrelsens ønske, at huset vil understøtte fællesskaber i Søndergård. Det er netop grunden til, at det helt fra starten har været et krav i lokalplanen, at der skal være et fælleshus herude,« sagde Jesper Würtzen.

Beboerne har allerede taget initiativ til stafetmiddage for at indsamle ønsker og idéer, og der har været et stormøde om den fremtidige brug af fælleshuset. Det vakte begejstring hos borgmesteren.

»Jeg synes, det tegner rigtig godt, og jeg både håber og tror, at fælleshuset vil blive til glæde og gavn for alle på Søndergård, sagde han.

Et organisk formet hus

Den nye fælleshus ligger for enden af søen og har en rund form. Husets runde form medvirker til, at bygningen passer godt ind i sammenhængen med torvet og den buede søbred. Huset er både inspireret af den todeling, der er i Søndergårdsområdet og af Bjørn Nørgaards skulptur på torvet. Den ene halvdel af huset er mørkt med rå betonoverflader, mens den anden halvdel, der vender ud mod søen, er lys med varme træelementer. Fælleshuset er tegnet af Tegnestuen

Vandkunsten og opført i samarbejde med entreprenørfirmaet Hald & Halberg.
»Alt i alt synes jeg, det er lykkedes at få lavet et hus, som er den fine placering værdig. Vi glæder os til at se det færdige byggeri,« sagde Jesper Würtzen.

Længe undervejs

Det nye fælleshus har været længe undervejs. Det første projekt for huset blev kaldt ’Atypi’ og var udviklet af Bjørn Nørgaard og Falko Arkitekter. Det var et spændende projekt, baseret på en ny, gammel byggeteknik med ubrændt lerjord, men prisen oversteg betydeligt den bevilling, der var til rådighed og måtte derfor opgives.

For at sikre at fælleshus alligevel kunne blive til noget, besluttede Kommunalbestyrelsen at gennemføre en totalentreprisekonkurrence for på den måde at finde frem til et nyt projekt. Beboerne var repræsenteret i bedømmelseskomitéen, og der var fuld enighed om resultatet.
Byggeriet står færdigt sidst i januar og er klar til brug i løbet af foråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *