Ballerup-leder fik flot pris
Morten-Ekstrøm-lederpris.jpg
Morten Ekstrøm, afsnitsleder og overlæge på Psykiatrisk Center i Ballerup, fik årets lederpris i Region Hovedstaden 2016. Foto: Privatfoto
Hæder Ved den årlige lederkonference i Region Hovedstaden ​23. november modtog Morten Ekstrøm, afsnitsleder og overlæge på Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri, PC Ballerup, prisen som årets leder i Region Hovedstaden 2016.

I år gik prisen til en leder, der har skabt de største forandringer og forbedringer til gavn for patienter, borgere og medarbejdere.

De kriterier kunne Morten leve op til, for som leder har han forbedret behandlingstilbuddet til psykisk syge flygtninge og indvandrere markant samtidig med, at han har skabt et arbejdsmiljø i topform.

Det var en glad Morten Ekstrøm, der kunne gå på scenen og modtage Lederprisen 2016.

I sin takketale sagde han blandt andet:
»Man er aldrig en bedre leder, end ens medarbejdere gør en til – vi har et helt fantastisk hold på Kompetencecentret,« sagde Morten Ekstrøm og fortsatte: »Det er en fornøjelse at gå på arbejde og være leder for sådan en gruppe mennesker, som i det daglige arbejder med vanskelige problemstillinger for traumatiserede flygtninge. Jeg er virkelig stolt over den her pris på Kompetencecentrets vegne, på Psykiatrisk Center Ballerups og Psykiatriens vegne – det er en cadeau til dem hele vejen rundt. Og så er jeg rigtig glad fordi, patienter som vores kommer på landkortet. Det er jeg virkelig glad for, så tusind tak for prisen.«

Morten får med sig en pris på 50.000 kroner, som skal bruges til udvikling i hans afsnit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *