Nu kommer der drager i gaderne
kinesisk-nytår.jpg
Drager, farver og fest. Sådan ser et kinesisk nytår ud og nu kommer det tæt på Ballerup, når bycirkelkommunerern, Ballerup, Frederikssund og Egedal fejrer ikke bare det kinesiske nytår, men også fornyelsen af samarbejdet med Wuxi. Foto: Pr-foto
Nytårsfest Et stort kinesisk nytårsshow i Smørum er kulminationen på en workshop og markering af samarbejdet mellem bycirklen og Wuxi.

Forestil dig et lokalt bytorv midt i Hubei-provinsen i det centrale Kina; hvor en stor trup af akrobater, musikere, dansere og sangere formidler oprindelig kinesisk kultur i et væld af lys, farver og musik.

Det bliver virkelighed fredag den 13. januar – ikke i De Tusind Søers Provins – men i Nordsjælland, hvor ’The Hubei Art Troupe’ gennemfører en utraditionel workshop med op mod 200 lokale skolebørn og senere går på scenen i Smørum Kultur- og Idrætscenter for at levere et storslået danse- og teatershow for Bycirklens borgere.

Workshoppen for skolerne og forestillingen for borgerne er arrangeret af Bycirkelkommunerne Frederikssund, Ballerup og Egedal, der inviterer til ’Kinesisk Nytår’ for at fejre samarbejdet med den kinesiske storby Wuxi.

Ny samarbejdsaftale

De tre kommuner fornyede i sidste måned – for tredje gang – en snart 10 år lang politisk samarbejdsaftale med styret i millionbyen Wuxi. Aftalen åbner for mere direkte erhvervs- og uddannelsessamarbejde mellem lokale virksomheder og skoler i Bycirklen og Kinas Jiangsu provins. Senest har samarbejdet med Wuxi banet vejen for en millionaftale mellem kinesiske Yonker og Ballerup-virksomheden Liqtech, der udvikler innovative løsninger til at rense luft og vand.

For at understrege betydningen af Bycirkel-samarbejdet, deltager Kinas ambassadør Mr. Liu Biwei også i den kinesiske nytårsfest i Smørum den 13. januar. Og det glæder Egedals borgmester, Willy Eliasen, der har formandskabet i Bycirklen i 2017.

Åbner døre

»Vi er fantastisk glade for og beærede over, at den kinesiske ambassadør har sagt ja til at fejre det kinesiske nytår med os i Smørum. Det understreger betydningen af det politiske samarbejde, der hele tiden åbner nye døre for erhvervsvirksomheder, skoler og uddannelsesinstitutioner og gør os klogere på hinandens kultur,« siger Willy Eliasen.
Borgmesteren mener, at Bycirklens samarbejde med Wuxi kommer alle til gode i form af udvikling, vækst og arbejdspladser.

»Derfor er ’Kinesisk Nytår’ i Smørum heller ikke kun en lukket fest for de udvalgte, men et åbent arrangement, hvor vi både inviterer et par hundrede skoleelever og 600 borgere fra Frederikssund, Ballerup og Egedal gratis med,« siger Willy Eliasen.

Show for alle

Gratis billetter og shuttlebus til ’Kinesisk Nytår’ Danse- og teaterforestillingen ’Kinesisk Nytår’ med ’The Hubei Art Troupe’ finder sted fredag den 13. januar kl. 19.00 i Smørum Kultur- og Idrætscenter, Flodvej 62, 2765 Smørum. En shuttlebus vil en time før og efter forestillingen køre i pendulfart mellem Måløv Station og Smørum Kultur- og Idrætscenter. Der er parkeringspladser tæt på kulturhuset.

Fra den 13. december er det muligt for borgerne i Frederikssund, Ballerup og Egedal at hente gratis billetter på billetto.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *