Mange ramt af kontanthjælpsloftet
Debat Hele 277 Ballerup borgere blev berørt af kontanthjælpsloftet (KH).

114 borgere fik reduceret deres ydelse og 7 ægtepar mistede hele den ene ydelse i november og disse tal ser ikke ud til at blive mindre for december desværre. Som kommune prøver vi at hjælpe, der hvor vi kan i henhold til gældende lovgivning og muligheder, men der er desværre en grænse for hvor længe dette kan fortsætte. Vi har både enlige forsørgere og familier, som skal klare sig for under det anbefalede rådighedsbeløb. Det kan man måske lige klare en måned eller to men heller ikke længere – yderst uanstændig tilgang til dem, der har det svært i forvejen. En del af disse borgere er skrevet op til billige boliger men de finder dem ikke ligefrem i Ballerup og omegn.

Vi socialdemokrater har ingen intention om, at de skal ”jages” til Lolland som andre kommuner mener, er den eneste mulighed. Vi skal have løst årsagen til dette problem frem for at sende aben videre. De lokale repræsentanter fra eksempelvis DF taler ofte om at de står ved de svages side, men det bliver kun til ren tale uden handling. DF er et af støttepartierne bag kontanthjælpsloftet, da de tror at det vil hjælpe mange flere borgere i beskæftigelse, hvilket vi desværre ikke kan se. De fik nogle stramninger indenfor udlændingeområdet mod at støtte loftet – tak for kaffe!

2 kommentarer om “Mange ramt af kontanthjælpsloftet”

  1. Jørgen flyr siger:

    Kontanthjælpsloftet er en falliterklæring og samfundsmæssig skandale, der sætter folk i en helt urimelig økonomisk situation, hvor de får meget svært ved at klare dagen og vejen, og måske ligefrem ender som husvilde, når de ikke længere kan betale deres husleje. Det hører sig ikke til i et moderne samfund at indføre fattigdom ved lov. Det er den helt forkerte politik i et samfund der har råd til velfærd for alle børn og voksne.

    Derfor helt glædeligt men også utroligt her at kunne læse forargelsen fra et socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen, som klart og utetydigt tager afstand fra kontanthjælpsloftet, når sandheden er at hans egen partiformand Mette Frederiksen, som i øvrigt er valgt som folketingskandidat her i Ballerup, på forhånd og gentagne gange meget klart og katagorisk har afvist at ville fjerne kontanthjælpsloftet, hvis hun efter et valg skulle opnå at danne ny regering. Som tidligere minister har vi netop set Mette Frederiksen gå i spidsen når der skulle gennemføres asociale nedskæringer på syge, handicappede, kontanthjælpsmodtagere og andre på offentlig forsørgelse.

    Det er selvfølgeligt klædeligt at mange socialdemokrater er uenige i denne politik, men skulle de så ikke i stedet vælge en anden formand, der i denne sag ønsker at aaafskaffe kontanthjælpsloftet. Det kan jo blive ret så afgørende for om socialdemokratiet får et flertal af folketingsmandater bag sig til overhovedet at få mulighed for at danne en regering til sin tid. Og så er socialdemokraterne ikke bedre stillet end deres kritik af DF som medansvarlige i denne sag.

  2. Musa Kekec siger:

    Hej Jørgen

    Jeg er som socialdemokrat imod kontanthjælpsloftet i dets nuværende form da det rammer skævt og skader langt flere borgere end det gavner. Jeg tænker at det er sundt at se på ydelser vi nu engang har for at se om de er tidssvarende og går hånd i hånd med den virkelighed, der nu er anno 2016. Det er sjældent jeg går ind for status quo da vi som mennesker og samfund løbende udvikler os hvorfor der opstår en ny virkelighed. KH loftet i dets nuværende form rammer meget skævt og det er jeg imod.

    Min formand er optaget af KH loftet også og jeg er ikke i tvivl om at det vil blive ændret når vi kommer til magten – det må du gerne hægte mig op på.

    Vi vælger ikke en formand, som vi ikke står bag og vi står loyalt bag vores valg af Mette Frederiksen da hun er den bedst egnede – både fagligt og personligt. At jeg af og til er imod nogle af de beslutninger hun træffer er blot naturligt da jeg vil påstå at der ikke findes et parti, som man kan stå 100% bag. Mangfoldigheden findes også i vores parti hvilket jeg ser som en stor styrke. Min tilgang til politik er at give fuld opbakning til gode tiltag, der gavner vores borgere og samfund og lave selvkritik når det modsatte er tilfældet – Især internt i partiet.

    Mette er og bliver vores bedste statsministerkandidat og jeg er sikker på at hun vil gøre en forskel når hun snarest kommer til magten som statsminister.

    Got nytår herfra
    Musa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *