Centersalg er startskud til byudvikling
nyt_skovlunde_center_2.jpg
Tre glade aktører i proessen omkring det nu solgte Skovlunde Center Nord. Centerforeningsformand Lizette C. Byrdal, borgmester Jesper Würtzen og den ene af køberne, Bjørn Skouenby (t.h). Salget skal nu sætte gang i den længe ventede byudvikling af Skovlunde Bymidte. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Salg Skovlunde Center Nord blev efter lang tids venten solgt i den forgangne uge. De nye ejere ønsker udvikling af Skovlunde og håber på at gå i gang til efteråret. Borgmesteren kalder det årets bedste julegave.

Tirsdag i sidste uge kom der noget der minder om Breaking News i Ballerup og omegn. Det nedslidte og efterhånden håbløse Skovlunde Center var efter flere års vanrøgt endelig blevet solgt.

Salget havde været hemmeligt undervejs i nogle måneder, hvor forhandlingerne stod på, men det var først mandag, at der kunne skrives endeligt under på salgskontrakten.

Dermed afhændede finansmanden Steen Vela centret ogcsolgte til Skovlunde Invest P/S, der består af to parter. Dels firmaet DOWO Real Estate Asset Management, et ejendomsudviklingsfirma, som ejes af Bjørn Skouenby og dels investoren Ivan Bjerg-Larsen, som er ’professionel investor’ i virksomheder.

De to firmaer har købt Skovlunde Centret for et ukendt millionbeløb og en klausul i kontrakten forhindrer parterne i at fortælle, hvor meget salgsprisen var.

»Vi ville gerne have givet lidt mindre, men sælger ville nok også have haft lidt mere. Så det var den pris, som var ok for begge parter,« siger Bjørn Skouenby, som selv bor i Måløv og som har haft sin gang i Skovlunde Centret i mange år og har set, hvordan det forfaldt.

Udvikling af området

»Jeg bliver ansigtet udadtil og det bliver mig, som borgerne og forretningsdrivende vil komme til at se dernede. Jeg kender området, da jeg har kommet dernede i mange år og jeg bor i Måløv, og det betyder, at jeg har en interesse i at udvikle området. Men det er selvfølgelig også en forretning for os. Vi ønsker at udvikle området og gøre det attraktivt og spændende. Der ligger et godt grundlag og derfor var det oplagt for os at købe nu,« siger Bjørn Skouenby.

Han fremhæver især det store forarbejde, som Ballerup Kommune har gjort, hvilket betyder at meget af det ’besværlige’ papirarbejde allerede ligger klar. Det har gjort det lettere for en investor at købe og derfor slog Skovlunde Invest til nu.

»Vi kan se en masse potentiale i centret og de planer, som Ballerup Kommune har for området. Saneringen af boulevarden har haft stor indlfydelse på vores tro på området og at bygge boliger. Det vil give mere ro. Vi overtager den 1. januar og så vil vi hurtigst muligt begynde dialog med kommunen og de forretningsdrivende om, hvad der nu skal ske. Vi opretter et kontor dernede, så man kan se, at vi er der. Men samtidig må beboerne indstille sig på, at der ikke kommer til at ske ret meget det første stykke tid. Det kan godt være, at vi vil dække nogle tomme vinduer til eller lave småting, men der sker intet stort nedrivningsarbejde eller byggeri nu. Vi skal i gang med den indledende fase, dialogfasen,« siger Bjørn Skouenby, som regner med at center Nord skal rives ned og genopbygges i retning af de planer, som oprindeligt blev tegnet af tegnestuen Vandkunsten. Derefter vil man efter planen begynde at bygge i det sidste kvartal af 2017.

Boliger og forretninger

»Der vil ske udvikling i etaper. Men jeg regner med, at man vil kunne se fysiske ændringer i slutningen af 2017. Som det ser ud nu, skal centret rives ned og det er det, som vi går ud fra.

Men nu skal vi i konkret dialog med de andre forretningsdrivende, blandt andet i Center Syd for at få et overblik over, hvad der skal ske. Så hvis alt går vel er der indflytning i første etape i 3.-4. kvartal 2018,« siger Bjørn Skouenby, der understreger, at området skal være blandet med både boliger, forretninger og måske et sundhedscenter. Boligerne skal være meget blandede og tiltrække alle aldersgrupper, så man får det bredest mulige befolkningsunderlag.

Købet vækker ikke bare glæde og forventning hos de nye ejere. Også andre interessenter i området ser frem til, at der nu skal ske nye ting i området. En af dem er formanden for Centerforening Nord, Lizette C. Byrdal, som længe har håbet, at der kom en afklaring.

Glad centerforening

»Det er den bedste nyhed længe og vi er i centerforeningen rigtig glade for, at der nu er kommet en køber. Det har været rigtig tungt i så lang tid at fortælle folk, at vi håber der sker noget, når folk har kunnet se, at centret blev mere og mere forsømt. Nu er der et håb og vi er samtidig glade for, at den nye køber vil udvikle området på en måde, der læner sig op ad det oprindelige Vandkunsten-projekt, der var hele grundlaget for kommunens udviklingsprojekt,« siger Lizette C. Byrdal, som advarer om, at den kommende byggeperiode godt kan blive lidt besværlig for Skovlunde-borgerne.

»Nu sker der jo ikke noget byggearbejde det første trekvarte år, men når der skal bygges, så kan det godt blive lidt bøvlet at parkere og for trafikken. Men alternativet var endnu værre, så vi håber på forståelse i byggefasen, når det kommer dertil,« siger Lizette C. Byrdal.

Årets bedste julegave

Også borgmester Jesper Würtzen (A) kan efter lange forhandlinger nu glæde sig over, at der er sket et gennembrud.

»Det er årets bedste julegave for Ballerup og især for Skovlunde. Vi har været i dialog et stykke tid, og har set, hvor det bar hen. Men vi måtte jo vente til parterne var enige. Nu kan der komme rigtig gang i byudviklingen i Skovlunde, ganske som der er gang i Måløv og Ballerup. Det glæder mig. Faktisk er der gang i rigtig meget i Skovlunde i den kommende tid. Indsnævringen af boulevarden går i gang til marts, der er UCC-bygningen, og byggeriet af en ny stor institution.

Nu kommer salget af centret så og dermed endnu et projekt, der kan komme i gang, så det er en rigtig god julegave til os allesammen,« siger Jesper Würtzen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *