Selvfølgelig skal vi have kvalitet i folkeskolen
Debat Et langt liv som lærer og skoleleder har lært mig, at børn og unge, akkurat som deres forældre, er glade når de får fri efter skole eller arbejde - ligesom man også glæder sig til ferierne.

Det kan derfor ikke undre nogen, at udvidelsen af den daglige tilstedeværelse i skolen langt fra har været populær.

Ikke desto mindre vedtog et bredt flertal i Folketinget en skolereform, hvor ønsket om at skabe rammerne for en mere varieret skoledag indeholdende mere idræt/bevægelse, tid til faglig fordybelse, input fra det omgivende samfund og muligheden for at lave lektier på skolen med hjælp fra lærere og pædagoger.

De konservative er med forbehold for lektiecafe med i forliget om folkeskolereformen og dermed også tilhængere af en udvidelse af undervisningstiden. En folkeskolereform, som netop i det nye regeringsgrundlag er blevet bekræftet.

Det kan derfor undre at det konservative medlem af kommunalbestyrelsen, Martin Jonassen, så stædigt fastholder, at kortere skoledage er lig med kvalitet, når Folketinget inklusive hans partifæller på Borgen, har ønsket at øge kvaliteten ved at styrke det faglige med indførelse af flere timer i dansk, matematik og naturfag.

Martin argumenterer for, at vi i Ballerup Kommune imod landets love selv indfører kortere skoledage. Han begrunder det med, at 1/3 af alle kommuner allerede har gjort det!

Martin Jonassen ved udmærket, at når Folketinget har vedtaget en lov, ja, så er den ikke længere!

Han er flere gange i Børne- og Skoleudvalget og ved kommunalbestyrelsesmøder blevet informeret om, at skolernes timetal er dikteret af lovgivningen, som giver mulighed for, i helt specielle tilfælde og i afgrænsede perioder til at afkorte undervisningstiden. Og det er netop hvad vi i Ballerup har benyttet os af på en af vore specialskoler. Men det er altså undtagelsen.

Folketinget har fastlagt rammerne, som vi kommunalpolitikere i samarbejde med elever, pædagogisk personale og forældre har til opgave at udfylde. Min opfordring i seneste nummer af Ballerupbladet var netop: Lad os nu komme videre – ikke mindst for vore elevers skyld!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *