Borgmesterens nytårshilsen
jesper_w_20.jpg
Nytårshilsen Borgmester Jesper Würtzen skriver traditionen tro nogle ord om det kommende år i Ballerup Kommune.

2016 er ved at rinde ud, og 2017 står for døren. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige borgere, medarbejdere og virksomheder i Ballerup Kommune tak for året, der er gået.
2016 har været et godt og begivenhedsrigt år for Ballerup Kommune. Jeg synes, der er sket en positiv udvikling på en lang række områder, der lover godt for fremtiden, så vi sikrer, at Ballerup Kommune fortsat er et godt sted at bo, leve og arbejde.

Udvikling af byen

2017 bliver et år, hvor der for alvor kommer gang i udviklingen af vores bymidter i Ballerup, Måløv og Skovlunde.

I Ballerup går arbejdet med Banegårdspladsen i gang til marts, og omdannelsen skal kickstarte udviklingen i bymidten, så den vil tage sig mere attraktiv ud. Der bliver også rum for flere boliger, og der er også 80-100 nye boliger på vej på Rolighedsvej.

I Måløv har vi i 2016 gennemført en hastighedsdæmpning ved kirken og på Måløv Hovedgade. Vi har samtidigt vedtaget en udviklingsplan for bymidten, hvor Måløv-borgerne har været gode og aktive medspillere. Vi går i gang i 2018, men allerede nu har jeg fået henvendelser fra investorer, der er interesserede i at være med til at udvikle Måløv. I Søndergården er den sidste ledige grund også solgt til boligbyggeri, og det nye fælleshus står færdigt til foråret.

Tilbage i 2014 vedtog vi en byudviklingsplan for Skovlunde. Den skal udvikle byen og skabe flere boliger i området, hvor det nordlige center i dag ligger. Centeret har stået til salg i to år, og derfor var det også en god ”julegave”, at det før jul blev offentliggjort, at Skovlunde Centret nu endelig er solgt.

Den nye ejer vil gennemføre en trinvis udvikling af området med udgangspunkt i byudviklingsplanen, mens centeret kører videre. Det er målet, at arbejdet går i gang i efteråret, og indsnævringen af Ballerup Boulevard, der er forudsætningen for hele omdannelsen af Skovlunde Bymidte, går i gang til marts.

Mindst 400 nye boliger

Jeg glæder mig over, at der nu endelig kommer gang i den i vores bymidter samtidigt med, at der bliver skabt flere boliger i både Måløv, Østerhøj, Egebjerg, Ballerup Midt og Skovlunde.
Kommunalbestyrelsen har sat som mål, at vi skal have mindst 400 nye boliger inden for de næste fem år. Det er et ambitiøst mål, men ikke urealistisk, hvis udviklingen fortsætter.

Når vi snakker udvikling vil jeg også nævne kommunens køb af UCC/KDAS i Skovlunde. UCC er flyttet fra den store bygning, og vi flytter nu i stedet Kasperskolen ind i den østlige ende af bygningen.

Den vestlige ende bliver en samling af vores boliger for voksne med særlige behov og aktivitetstilbuddet ”Krumtappen”.

Et aktivt seniorliv

Vi bliver stadig flere og flere indbyggere i kommunen, og det glæder mig i den forbindelse at se, at så mange aktive seniorer holder sig i gang fysisk, mentalt og socialt med idræt, uddannelse og deltagelse i klubber og foreninger.

Men på et tidspunkt kan vi alle blive indhentet af sygdom og ælde. I disse år oplever vi også, at flere og flere sundhedsopgaver glider fra hospitalerne ud til kommunerne. Her i Ballerup Kommune har vi gjort en række indsatser for at løse de nye opgaver.

I februar åbnede vi 16 ekstra korttidspladser, så vi kan tage vores færdigbehandlede borgere hjem fra hospitalet med det samme. Vi har siden da haft 0 såkaldte ”liggedage” på hospitalerne – hvilket er bedre end fleste andre kommuner.

Vi har også styrket vores uddannelsesindsats i hjemmeplejen og på plejecentre. Vi har ansat nogle særligt dygtige sygeplejersker i samarbejde med Herlev og Furesø. Vi har også styrket ledelsen på vores plejecentre, og i efteråret har vi også kunnet ansætte en ekstra aktivitetsmedarbejder på hvert af vores plejecentre.

I 2016 har vi også forstærket samarbejdet med de mange frivillige organisationer og foreninger for at sikre vores ældre borgere et aktivt liv – og undgå ensomhed. Jeg tror, at vi med godt samarbejde kan nå langt i forhold til dette mål.

En del af sundheden er også den mentale. I 2016 har vi forbedret indsatsen på demensområdet, og før jul har vi vedtaget at omlægge og tilføre ressourcer til Socialpsykiatrien.

I det nye år vil vi desuden starte en ny indsats for unge med vanskeligheder i livet – efter det såkaldte ”Headspace”-koncept.

Fremtidens fundament

Vores børn og unge er vigtige for vores fremtid. Vi har derfor de sidste år indført ny struktur for både skole- og småbørnsområderne. Et af målene er blandt andet at styrke ledelsen tæt på børnene, sådan at vores børn kan udvikle sig bedst muligt – og vigtigst; have en god og oplevelsesrig barndom.

Vi har også besluttet at styrke efteruddannelsen af vores pædagoger og lærere, hvor vi har afsat ekstra penge de kommende år.

Med til et godt børneliv hører også gode fysiske rammer. Her har vi de seneste år prioriteret ganske mange midler til at renovere skoler og daginstitutioner. I det nye år forventer vi at kunne åbne det nye børnehus i Lundebjerg og det renoverede og udvidede børnehus i Rugvænget. Vi håber også at komme i gang med i ud- og ombygning af institutioner i Egebjerg og Skovlunde.

Vi har derudover fokus på et bedre indeklima. Vi er i gang med en række investeringer for at forbedre ventilation og indeklima på skolerne – og herefter fortsætter vi i daginstitutionerne.

Nogle af vores børn og unge har behov for en særlig hjælp, og det gælder om at sætte hjælpen ind så tidligt som muligt. Den nye struktur og efteruddannelsesindsats for børneinstitutioner og skoler skal sikre dette, men vi styrker også arbejdet i den afdeling, der har med familiesager at gøre på rådhuset.

Vi ansætter flere socialrådgivere, så den enkelte sagsbehandler kan komme ind tidligere for at hjælpe. Det er en metode, der er afprøvet flere steder i resten af landet med meget positive erfaringer. Erfaringerne viser blandt andet, at indsatsen resulterer i færre anbringelser uden for hjemmet.

Ledighed under gennemsnittet

De unge har de sidste år også været i fokus på vores jobcenter. Vi kan glæde os over en fortsat nedgang i antallet unge uden job og uddannelse.

Også hos de voksne kan vi spore en positiv udvikling. Vi kan glæde os over, at ledigheden nu ligger pænt under gennemsnittet i både landet og Hovedstaden. Det er godt, men jeg er fuldt ud klar over, at for de, der endnu ikke er i arbejde, skal vi fortsætte indsatsen for at få alle med.
Ikke mindst det nye kontanthjælpsloft betyder, at vi må gøre en ekstra indsats for at sikre, at alle borgere. Derfor har vi afsat ekstra ressourcer til netop at hjælpe aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i uddannelse og arbejde.

Vi har i det hele taget fokus på efteruddannelse og kompetenceudvikling, for kravene på fremtidens arbejdsmarked bliver stadig større. Vi er i dialog med vores mange virksomheder – og det er en rigtig god udvikling, at vores virksomheder bliver stadig flinkere til at byde ind med muligheder for praktik, løntilskud, flexjob og ikke mindst lærlingepladser.

God udvikling på erhvervsområdet

På erhvervsområdet går det også rigtigt fint. Virksomhederne flytter til kommunen, de tjener penge og ansætter flere og flere. Her i december blev der offentliggjort en forskningsundersøgelse, hvor Ballerup blev udnævnt som den mest attraktive kommune i landet for udenlandske virksomheder at slå sig ned.

En lille god historie på den internationale front kom også, da kommunens forbindelse til Wuxi i Kina banede vej for en stor millionaftale for en af vores mellemstore virksomheder, Liqtech.
Ballerup ligger også i top, hvad angår indtjening og vidensvirksomheder. Som kommune understøtter vi netværket mellem vores virksomheder, og vi støtter samarbejdet mellem erhvervsliv og vores mange uddannelsesinstitutioner med DTU i Lautrup i spidsen.

Vi passer på naturen

Ballerup er placeret på grænsen mellem by og land, og vi har en varieret natur lige uden for dørene. Vi skal bevare vores natur, og vi skal skønne på de mange muligheder, der er for at komme ud i naturen.

Et tegn på, at vi, der bor i Ballerup Kommune faktisk passer på miljøet, er, at det i 2016 lykkedes os at nedsætte CO2-udledningen til at være 50 procent af, hvad den var i 2006.

Vi havde oprindeligt et mål om 25 procent, men vi har altså alle sammen klaret det dobbelt så godt.

I det nye år går vi et skridt videre, hvor vi begynder affaldssortering i private husstande, sådan at vi kan genbruge vores ressourcer. Jeg har hørt fra de borgere, der allerede er startet som et forsøg, at det faktisk er rigtigt godt, når man først lige har vænnet sig til det.

God udvikling for kulturen

I Ballerup Kommune har vi et stort og stærk foreningsliv og gode faciliteter for idræt og kultur.

Med købet af UCC/KDAS får vi en ekstra idrætshal, to gymnastiksale og en foredrags-/festsal ekstra. Vores store svømmehal East Kilbride Badet vil fra april til sensommeren være lukket, fordi der sker en omfattende og tiltrængt renovering.

I året, der er gået, fejrede Baltoppen LIVE 25 års jubilæum. Baltoppen er inde i en god udvikling, og stedet er da også blevet nomineret til at være bedste folk-spillested i Danmark.

Det glæder mig, vi har så stort og bredt forenings- og kulturliv, hvor både unge, voksne og ældre kan mødes i fællesskaber, uanset om det så er om idræt, musik, sang, kunst, uddannelse eller hvad det nu kan være.

Nu venter 2017

Og nu venter 2017 så lige om hjørnet. Som jeg har forsøgt at skitsere, så vil der ske rigtigt meget i Ballerup Kommune i det nye år. Jeg er glad for, at vi har en økonomi, hvor der er balance i tingene, og hvor der er plads til investeringer i fremtiden.

Oven i al det vil Ballerup fra årsskiftet være UNICEF By 2017. Det betyder blandt andet, at der henover året vil komme en række aktiviteter, hvor der samles midler til uddannelse af børn i de dele af verden, hvor det ikke er en selvfølge, at børn skal gå i skole. Jeg håber, at borgere og virksomheder vil støtte op om den gode sag sammen med os andre.

Til slut vil jeg gerne takke alle ildsjæle, frivillige ledere i vores foreninger og organisationer. De bruger hver uge mange timer – simpelthen fordi de brænder for at gøre en forskel for børn og ældre i Ballerup. Tak for jeres utrættelige indsats.

Jeg vil også takke kommunens mange medarbejdere for deres gode arbejdsindsats i det forgangne år, som er med til at skabe velfærd for borgerne i Ballerup.

Og med de ord vil jeg gerne sige borgere, medarbejdere og virksomheder tak for 2016 – og de bedste ønsker til jer alle om et rigtigt godt nytår.

Godt nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *