Ballerup holder lønstigninger i ro
Ballerup-Rådhus-12-1.jpg
Der kommer flere kroner i kassen hos landets borgmestre fra årsskiftet. I alt 31,4 procent stiger blandt andre borgmester Jesper Würtzen i løn. Men de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen og udvalgene stiger ikke og dermed koster lønstigningerne ikke kommunen penge. Foto: Colourbox. Foto: Arkivfoto.
Økonomi Borgmestrene får massive lønstigninger i det nye år. Men i Ballerup holder man stigningerne til udvalgsmedlemmer og formænd i ro.

Lyder en lønstigning på 31,4 procent rart? Det synes mange borgmestre landet over, inklusive Ballerup, sikkert også. Den 1. januar 2017 får samtlige borgmestre i landet nemlig en klækkelig lønstigning på 31,4 procent oveni den i forvejen udmærkede gage, som kommunernes politiske førstemænd og kvinder får.

Det betyder konkret, at borgmester Jesper Würtzen (A) fra årsskiftet får omkring 235.000 kroner oven i sin nuværende løn på 750.000 kroner. Selvom lønstigningen virker voldsom i de fleste menneskers øjne, så bunder den i, at borgmestrenes lønninger ikke er blevet reguleret siden 1990’erne og at kompleksiteten og ansvaret i jobbet er steget. Derfor har folketinget besluttet, at borgmestrene skal kompenseres.

Lovpligtig stigning

»Det er en voldsom lønstigning, men det er ikke noget, jeg har nogen indflydelse på. Den er lovpligtig og et resultat af, at der ikke er kompenseret i mange år. Jeg synes egentlig at jeg har en god løn og mere end mange i Ballerup. Generelt har jeg den holdning, at man ikke skal give for høje lønninger til politikere, så man undgår at få levebrødspolitikere, men nu er det vedtaget at borgmestrene får denne stigning, og det kan jeg ikke undgå, hvis jeg ville,« siger Jesper Würtzen, der samtidig pointerer, at han står med et meget stort ansvar og at en chef i det private erhvervsliv med et lignende ansvar ville få en markant højere løn.

Lønstigningerne udlignes af staten via det såkaldte DUT (Det Udvidede Totalbalanceprincip) og derfor får stigningerne ikke nogen direkte betydning for det kommunale budget.

Udgifter holdes i ro

Udvalgsmedlemmerne og formændene i de politiske udvalg får en fast procentdel af borgmesterlønnen i vederlag og dermed kunne en række udvalgsmedlemmer og formænd også se frem til en klækkelig stigning i deres vederlag. Men kommunalbestyrelsen har besluttet, at holde udgiften til udvalgsmedlemmer og formænd i ro. Det betyder rent konkret, at den procentdel af borgmesterlønnen, som medlemmerne får, bliver sat ned, så deres vederlag bliver det samme.

»Vi ved ikke, om den stigning som de øvrige medlemmer ville opleve i forbindelse med forhøjelsen af borgmesterlønnen, vil blive kompenseret af staten. Så derfor har vi, tiderne taget i betragtning, besluttet at sætte procentdelen af vederlaget ned, så de øvrige medlemmer får det samme. Dermed er vores udgifter til vederlag ikke steget generelt. Det mener vi er et godt signal at sende i en tid, hvor der skal spares og skæres ned mange steder,« siger Jesper Würtzen.

Han mener, at det er en balancegang at være lokalpolitiker, når det kommer til vederlag.

»Der er mange, som bruger 18-20 timer om ugen på at være lokalpolitikere. Dertil kommer, at de skal passe et fuldtidsjob ved siden af. Man kan altid diskutere, hvad der er rimeligt at få og hvor meget man skal bruge af tid, men vi har altså, fordi vi ikke ved, om udvalgsmedlemmernes vederlagsstigninger vil blive DUT-kompenseret af staten, valgt at holde udgiften i ro ved at sætte deres vederlagssats ned, så den er på det samme beløb i kroner og øre som hidtil,« siger Jesper Würtzen.

Vederlagene til almindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer blev i øvrigt reguleret i 2014, mens eventuelle stigninger til udvalgsmedlemmer og formænd skal vedtages af en ny kommunalbestyrelse efter kommunalvalget.

Der er i øvrigt forskellige meldinger fra de omkringliggende kommuner om, hvorvidt de vælger at holde udgifterne i ro som Ballerup Kommune eller om de lader vederlagene stige i takt med de nye borgmesterlønninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *