»Her lytter de og støtter os«
talent_10_13.jpg
Isabella Amskov (tv) er glad for at gå i tiende klasse på Talent 10 i Ballerup. Udover at blive fagligt klar til videre uddannelse, har hun fået nye veninder og lysten til at gå i skole. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Uddannelse Trods en turbulent skolestart, da næsten hele lærerstaben havde sagt op, er eleverne på Talent 10 tilfredse med den nye måde at gå i skole på. Den tætte kontakt til lærerne og det sociale scorer højt blandt eleverne.

Lyse og velindrettede lokaler og en meterhøj vægudsmykning, der skriger Talent ind i hovedet på beskueren. Det er sådan man bliver modtaget i Nexts tiendeklassecenter Talent 10 på Baltorpvej i Ballerup.

Ingen er således i tvivl om, at man her dyrker talenter, med bredt forstået, understreger uddannelseschef Kasper Willems.

»Vi er ikke elitære, men vi vil gerne udvide begrebet talent til også at omfatte de praktiske fag.

Her møder vi alle elever med høje forventninger, også dem, der er skoletrætte. Det er utroligt at se, hvad sker hos en ung, når de får tilført ny luft, og motivationen stiger, fordi vi kan skræddersy et uddannelsestilbud til dem,« forklarer uddannelseschefen om Talent Ti, der er i gang med år to af det nye tiende klassestilbud, hvor der er stort fokus på brobygning. Det vil sige, at eleverne får mulighed for at afprøve forskellige ungdomsuddannelser, mens de går i skole.

I øjeblikket er 136 elever indskrevet på skolen. Og det er langt flere, end man i begyndelsen havde regnet med. Et højt ambitionsniveau har trukket mange unge til, og antallet af elever, der tager erhvervsuddannelse er steget markant. Efter første år gik 35 procent af eleverne videre på en erhvervsuddannelse. Og det er højt tal, især set med sjællandske briller. Til sammenligning har regeringen sat som mål, at 25 procent af en årgang i 2025 skal have en erhvervsuddannelse.

Hjælp til at komme videre

Indenfor i talentafdelingen er eleverne i gang med at forberede OSO – obligatorisk selvstændig opgave, som de skal præsentere for forældrene senere på dagen. Opgaven skal demonstrere den enkelte unges talent, uddannelseretning og selvstændighed.

Eleverne er i gang med at lægge sidste hånd på plancher, modeller og plakater, der skal understøtte deres præsentationer af de uddannelser, de tænker, skal være næste stop efter tiende klasse.

16-årige Isabella Amskov vil gerne arbejde med mennesker.

»Jeg er god til at tale med mennesker og har nemt ved at kommunikere, så jeg kunne godt tænke mig at arbejde som eksempelvis familiebehandler eller kontaktperson en der arbejder med unge, der har problemer,« forklarer hun, der selv har haft nogle turbulente teenageår i forbindelse med forældrenes skilsmisse og en uheldig omgangskreds.

»Jeg gik ikke i skole i et års tid og flyttede på ungdomspension. Men jeg fik rigtig god hjælp, og er flyttet hjem igen. De erfaringer vil jeg gerne give videre til andre,« fortæller hun om sine fremtidsplaner.

»Selv om jeg har været fagligt bagud, så har jeg hævet mine karakterer på Talent 10. Her har jeg et år, hvor jeg kan fordybe mig og finde ud af, hvad jeg skal. Jeg er rigtig glad for at være her, ikke mindst på grund af det sociale. Jeg har fået nogle rigtigt gode veninder. Og vi har rigtig god kontakt til lærerne. De støtter os.

Det er slet ikke som i folkeskolen, hvor jeg tit havde en følelse af, at de ikke gad os. Her lytter de til os og støtter os. Den tilgang er fed,« synes hun.

Det eneste, Isabella Amskov har at udsætte på Talent 10, er, da flertallet af skolens lærere sagde op.

»Der var lige et dyk. Det kunne vi godt mærke, det skabte uro. Men så fik vi nogle rigtig dygtige lærere,« siger hun med henvisning til det kaos, der opstod i september, da ni ud af ti lærere sagde op.

Turbulent tid

Uddannelseschef Kasper Willems kan ikke give nogen entydig forklaring på, hvorfor det skete.

»Jeg interviewede alle lærerne, og alle havde forskellige begrundelser for at sige op,« siger han og tilføjer, at skolen på daværende tidspunkt hørte under CPH West. Men fusionerede med Københavns Tekniske skole og blev omdøbt til Next, som i dag er Nordens største skoler med adresser 14 steder i hovedstadsområdet.

»Vi er kommet videre, og med nyt stærkt team. Og jeg kan konstatere, at vi ikke har haft et frafald af elever, der var større end året før. Men det var voldsomt, grænsende til det absurde, da det stod på. Men det føles allerede som noget, der skete for længe siden,« lyder det fra uddannelseschefen.

Den personlige kontakt

En af de ting, der adskiller Talent 10 fra folkeskolen, er det daglige morgenritual,tjek-ind, hvor lærerne sikrer, at eleverne er mødt op. Hvis ikke, ryger der besked hjem til forældrene.

Men ifølge teamleder Line Kamuk Holtzmann Jensen er pjæk ikke noget, der fylder i hverdagen.
»Eleverne er generelt så glade for at kommer her og for at være sammen med deres kammerater, at de nok skal dukke op. Og så betyder det også noget, at vi lærere er her og siger ’godmorgen’ til dem hver dag,« forklarer hun, der er på fornavn med alle 136 elever.

Netop den personlige vejledning og den tætte kontakt til eleverne, er krumtappen i det arbejde, talentlærerne udfører dagligt.

»Vores opgave som lærere er at hjælpe eleverne med at finde deres talent. Det handler om synlig læring, indre motivation og overkommelige fremtidsplaner. Og det betyder, vi har en tæt kontakt til eleverne, « forklarer teamlederen, mens hun jævnligt bliver afbrudt af elever, der har brug for nøgler eller skal vide, hvor de kan finde materialer til deres præsentationer.

Teknologisk udfordret

16-årige Sebastian Bech har lagt sidste hånd på sin præsentation, der handler om tømreruddannelsen på EUX, hvor de unge får både et svendebrev og en gymnasial eksamen, når de er færdige efter 4,5 år.

På bordet foran ham ligger arbejdsbukser, værktøj og et fuglehus i selskab med et par birkestammer, der skal illustrere fagets indhold.
Han har tidligere gået på Rudolf Steiner skole, hvor eleverne ikke arbejder med computer før i niende klasse. For ham har omstillingen til den teknologiske del af skoledagen været lidt udfordrende.

»Jeg er vant til at skrive i hånden. Pludseligt var alt elektronisk,« siger han.

Mens teknologien krævede tilvænning, så har Sebastian Bech ikke været i tvivl om, hvad han vil efter skolen.

Der skal stå tømrer på visitkortet. Det har han vidst, siden han fik sløjd i grundskolen, godt bakket op af sin lærer og mor, der er både pædagog og maler.

»Jeg valgte Talent 10 fordi det ligge tæt på, hvor jeg bor,« siger han, der er glad for valget. Lige bortset fra perioden med lærerudskiftningen. Den var kaotisk og fik ham til at søge om optagelse på EUX tidligere end planlagt.

»Det var midt i terminsprøven, og det skulle bare overståes. Jeg var lidt utilfreds, da de nye lærere startede, der var ikke rigtig planlægning. Men nu har vi faste skemaer, og alle ved, hvor de skal møde,« fortæller han.

Sebastian Bech blev ikke optaget på EUX til januar. Og nu bliver det først aktuelt igen til sommer, når han er færdig med Talent 10. I mellemtiden hænger han ud med sin nye bedste kammerat, han har mødt på skolen.

»Vi hedder begge to Sebastian, har næsten det samme efternavn, går i klasse sammen og så har vi den samme slags cykel,« siger Sebastian Bech næsten som om, det venskab var skæbnebestemt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *