Kommunen i dialog med Novo om at flytte indkørsel
jungshøjvej_1.jpg
Især i myldretiden er der tryk på trafikken på Jungshøjvej, når Novo Nordisks medarbejdere skal til og fra virksomhedens nyanlagte parkeringsplads. Ballerup Kommune er i dialog med virksomheden om at finde en løsning. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Trafik Der er pres på Måløv Hovedgade og Jungshøjvej i myldretiden, når Novos medarbejdere skal til og fra arbejde.

Farlige situationer og lange bilkøer i myldretiden har været dagligdag på og omkring Jungshøjvej, siden Novo Nordisk anlagde en parkeringsplads til sine ansatte.

I Ballerup Kommune er man udmærket klar over problemstillingen. Formand for Teknik- og Miljøudvalget Helle Tiedemann (A) oplyser, at kommunen i øjeblikket er i dialog med Novo Nordisk om at flytte indkørslen til parkeringspladsen til Frederikssundsvej.

Om det bliver den endelige løsning er endnu ikke klarlagt, forklarer centerchef Steen Pedersen i By, Erhverv og Miljø:

»Vi er udmærket klar over problemerne. Og dem skal vi sammen med Novo finde en løsning på. En fagligt smart indkørsel, der gør, at trafikken kan afvikles sikkert i området. Men om det bliver en indkørsel fra Frederikssundsvej vides ikke endnu. Det er muligt to indkørsler fra Frederikssundsvej bliver for tæt.«

Farten sat ned

For at dæmme op for farlige situationer omkring tilkørslen til Novo Nordisk på Frederikssundsvej er fartgrænsen sat ned til 60 km. det pågældende sted. Det løser dog ikke presset på trafikken i området, medgiver centerchefen og peger på, at de planer, der er for Bringevej, som ligger i forlængelse af Jungshøjvej og den tidligere flyvestation i Værløse også skal tænkes i løsningen.

Bringevej står for at skulle renoveres og gøres klar til den trafik, der vil komme, når Furesø Kommune anlægger et nyt boligområde i den sydlige del af den tidligere flyvestation.

»Her skal ligge et større boligområde, og det vil betyde mere trafik ad Bringevej. Det skal også tænkes ind,« siger Steen Pedersen, der forventer en snarlig løsning.

Nyt strategisk køb

For en måneds tid siden købte Novo Nordisk desuden grunden ved siden af parkeringspladsen – i alt 73.600 kvadratmeter. Af strategiske hensyn, forklarer Helle Tiedemann:

»Der er ikke aktuelle planer om at bygge på grunden. Novo har villet sikre sig, at der ikke kom en anden virksomhed og købte den«.

Kommunen mødes i begyndelsen af januar med Novo Nordisk til nye drøftelser af, hvordan trafikken kan afvikles mest hensigtsmæssigt på Jungshøjvej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *