’Knojernet’ indviet og skaber nu masser af debat
indvigelse_hornsleth_18.jpg
’Love buster’ - kærlighedens knojern - i rustfrit stål er det nye vartegn for Hede-Magleparken, som Baldersbo har været initiativtager til. I tirsdags blev det indviet med pølser og taler af bl.a. Tom Nielsen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, der mente, at værket nok vil give anledning til diskussion i lokalområdet. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Protest Provo-kunsteren Kristian Hornsleth står bag værket ’Love Buster’ i Hede-Magleparken. Skulpturen vækker alt fra forargelse til smil. Skulpturen er nået langt ud over Ballerups grænser.

En fem meter høj skulptur i rustfrit stål knejser råt, maskulint og kantet ved indkørslen til Hedeparken i Ballerup.

Knojernet eller ’Love Buster’, som er værkets officielle navn er blevet til som en reaktion mod den kriminalitet, boligområdet har været scene for, og som kulminerede med et makabert drab på en ung mand sidste sommer.

Værkets titel er en sammentrækning af ’love’ og knuckle buster, der betyder knojern på engelsk.

Altså et kærlighedens knojern som skal få folk til at reflektere over, hvorvidt vi altid selv er herre over, om det er kærlighed eller vold, vi bliver tilskuere til.

Kristian Hornsleth vil gerne have det overdimensionerede knojern skal rejse spørgsmål som ’hvad er meningen’, ’hvorfor er den så stor’, og ’ hvorfor er der hjerter i hullerne’.

Spørgsmål som er ’tænkt som en invitation til den enkelte beskuer at nyde sin egen fortolkning’, som der står på plaketten for foden af skulpturen.

Blot to dage efter indvielsen af det nye vartegn for Hede-Magleparken vækker skulpturen blandede følelser, blandt de mennesker, Ballerup Bladet møder i og uden for Hedegårdscentret. Mest negative og frygtsomme reaktioner. For hvad laver et så voldeligt symbol som et knojern i et boligområde, der netop har været hjemsted for vold.

Grim og upassende

»Den er grim og upassende«, »Den er provokerende og hører ikke hjemme her«, »den symboliserer vold«. Sådan lyder de gennemgående reaktioner.

En beboer bryder sig ikke om kunstnerens fortid som graffitimaler, og synes Hornsleth er et forkert valg af kunstner.

Mange ville således gerne give deres mishag til kende, men var utrygge ved at lade sig citere og fotografere til lokalavisen. »For der bor så mange mærkelige typer herude,« som en mand udtrykte det.

Og det ærgrer Özcan Kizilkaya, der er medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet.

»For det er blevet bedre herude,« siger lokalpolitikeren. Han er medlem af Kultur-og Fritidsudvalget og har været med til at bevilge et tilskud på 50.000 kroner til skulpturen. Han håber ’Love buster’ vil give anledning til eftertanke hos unge på vej ud i kriminalitet:

»Min drøm er, skulpturen vil få nogle af de unge rødder til at tænke sig om og i stedet for at lave kriminalitet, køre hjem til mor og far med en blomst,« siger Özcan Kizilkaya, der synes skulpturen er smuk. Den holdning deler Inge Petersen bestemt ikke. Hun har boet i området siden 1990:

»Har du været med til at bevilge penge til den? Jeg synes, den er frygtelig. Det er som om, skulpturen retfærdiggør den vold, der har været i området,« siger hun.

Og selv om beboer og lokalpolitiker ikke er enige om den symbolske værdi af det nye kunstværk, så kan de begge tilslutte sig kunstnerens budskab om ikke-vold:

»Skulpturen er tilegnet alle dem, der ser kærligheden som et lysende mulighed i en ofte voldsom verden. Et knojern er et symbol på rå vold og ved at blokere fingerhullerne med hjerter gøres våbnet uanvendeligt,« lyder Hornsleths egen forklaring på det nye værk.

2 kommentarer om “’Knojernet’ indviet og skaber nu masser af debat”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Tillykke med ” knojernet “, Ballerup.

    Et flot og vedkommendt kunstværk vi alle kan forholde os til, og som pynter på omgivelserne.
    Sætter fantasien i sving og deler vandene.
    Som alle rigtige kunstværker gør.

    Helt modsat dette gruopvækkende rædsel man har placeret foran Rådhuset.

  2. De vedkender sig ting og sager og ting man kunne have alder mest brug for,
    Det er ikke noget man for set så meget , Jeg er glad for jeg valgte Socialdemokratiet fra.

Skriv et svar til Poul E. Pedersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *