Beredskabet har fået styr på omlægningen
beredskab_øst_2.jpg
Den nyindkøbte brandsprøjte, der slukker med skum og med mindre vand, giver en mere effektiv og miljøvenlig slukning. Den er samtidig et bevis på, at man hos Beredskab Øst nytænker og investerer trods sparekrav. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Nye tider Det er et år siden, at Beredskabet i Ballerup blev lagt sammen og blev til Beredskab Øst. Men trods besparelser og omvæltninger, er sammenlægningen gået rigtig godt.

Når der skal lægges sammen og spares op imod 20 procent på driften, så kan det være op ad bakke holde momentum, endda udvikle sig og se positivt på fremtiden.

Men det er netop, hvad der er sket for det lokale beredskab, der for et år siden blev omdannet til Beredskab Øst.

Trods sammenlægning og besparelser er det lykkedes at bibeholde et effektivt beredskab, der tilmed har effektiviseret og udviklet sig med nye indkøb.

Egne køretøjer

»Det har været et hårdt år siden vi blev til Beredskab Øst. Men det er gået rigtig godt. Vi har fået rigtig mange ting hjem, hvor vi tidligere havde en række eksterne leverandører. Vi lejede eksempelvis biler af Falck. Men nu er det vores eget materiel. Det giver en række fordele.

Samtidig har vi fundet nye måder at arbejde på og mere effektive måder at gøre tingene på og det har også givet fordele,« siger Michael Kim Andersen, viceberedskabechef i Beredskab Øst.
Samtidig har Beredskab Øst investeret i nogle brandsprøjter, der baserer sig på skum og mindre vand og det giver en mere effektiv, men også mere miljøvenlig slukning af brande.

»Vores nye brandslukningskøretøjer har givet en del positiv interesse fra forsikringsselskaberne. Når vi slukker brand med den nye sprøjte, så giver det langt færre vandskader i andre dele af bygningen og ilden bliver slukket hurtigere. Så det kan nedsætte omkostningerne for dem og i sidste ende kan det betyde lavere brandforsikring for kunderne,« siger Michael Kim Andersen.

Med indkøbet af det nye materiel har Beredskab Øst også besluttet at efteruddanne personalet, så de altid er på højde med de mange ting der sker på området.

Alt det kan lade sig gøre, selvom der altså blev skåret kraftigt i budgettet ved overgange til det nye selskab for et år siden.

»Sammenlægningen skulle ikke blive en forringelse af beredskabet og det er det ikke blevet. Vi er stadig blandt de bedste på vores felt med hensyn til udrykningstider og effektivitet. Vi har kun to mand i ledelsen og vi kører selv med ud, når der sker noget. Vi har tilpasset os det nye budget og fundet på nye måder at agere på, så selvom vi skulle spare omkring 16 procent af vores driftsbudget, så er det alligevel lykkedes at fremtidssikre beredskabet til glæde for borgerne. Og det bliver vi ved med,« siger Michael Kim Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *