Mere om støjvolden
Debat Tak til Helle Hardø Tiedemann for svaret.

Jeg havde nu forventet nogle mere præcise informationer og holdninger og ikke et langt bureaukratisk indlæg med meget få oplysninger. Det er da fint, at man i planlægningsfasen tog højde for alt muligt. Nu er det jo mere relevant at se på resultatet. Når det regner, løber regnvandet ned ad volden og direkte ud i vandløbet. Var det med i planerne? Det håber jeg ikke.

Hvad præcis indeholder jorden? Olierester fra en nedlagt tankstation eller hvad? Det er der næppe nogen, der ved præcist. Der er da kun et at gøre, og det er at måle på vandet. Til april vil der blive vasket store mængder ud, når regnen siler ned, og så er det for sent. Det er nu, der skal gøres noget. Jeg vil da foreslå, at forvaltningen nu lægger en plan for måling af forureningsgraden i vandløbet før udløbet i Svanesøen og videre i Harrestrup Å, samt at kommunalbestyrelsen sætter penge af til formålet. Hvis forureningen er målbar til foråret, så skal der jo bygges et meget dyrt rensningsanlæg. Man kunne også overveje, at flytte jorden længere væk fra vandløbet og så opføre en slags vandspærre. Det er muligt og relativt billigt nu, men ikke senere, når alt er groet til og tilkørselsforholdende besværlige. Rettidig omhu ville være rart og nødvendigt. Vi er vel enige om, at det er en kommunal opgave at monitorere forureningsgraden af kommunens egen vold, og at det ikke skal overlades til borgergrupper?

Vi skal alle bidrage til at passe på vort grundvand, også kommunalbestyrelsen. Lad os nu få nogle præcise informationer og se relevant handling. Om kort tid vil det være for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *