Jobrådgivere rykker ind i boligområderne
Grantoften-2.jpg
Grantoften er et af de boligområder, hvor Ballerup Kommune vil rykke jobindsatsen ud til beboerne i det kommende års tid. Foto: Arkivfoto.
Projekt Ballerup Kommune vil have flere udsatte borgere i boligområderne i job. Derfor er der nu sat penge af til et nyt projekt, der rykker jobkonsulenter ud i belastede boligområder.

En del beboere i boligområder som Grantoften, Hede-Magleparken og Rugvænget har en del sociale udfordringer og er meget langt fra arbejdsmarkedet og har været det længe. Det betyder, at de måske er kommet ind i en cyklus, hvor lediggang er hverdagen og hvor deres børn også ser den livsform som den eneste.

Det vil Ballerup Kommune og flere boligselskaber nu gøre noget ved. Derfor har Ballerup Kommune sat 200.000 kroner af til et projekt, der måske kan bringe de borgere lidt tættere på arbejdsmarkedet. Omkring 1. marts er det meningen, at der skal rykkes virksomhedskonsulenter fra Jobcentret og økonomiske rådgivere ud i de tre boligområder Grantoften, Hede-Magleparken og Rugvænget. Her skal de sidde nogle timer hver uge eller måned og give rådgivning tæt på borgerne og ad den vej lette vejen fra sofaen til jobrådgivning eller økonomisk hjælp.

»Vi har mange beskæftigelsesindsatser og dette er en af dem. En del borgere er langt fra arbejdsmarkedet og har været det længe og en del er nu i fare for at blive ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Derfor vil vi sætte fokus på denne gruppe ved at bevilge penge til det her projekt. Vi ved, at det er svært at få de mennesker til at møde op på jobcentret og mange af dem har måske andre ting at kæmpe med end ledighed. Ved at rykke rådgivningen ud hvor de selv er i deres nærmiljø håber vi, at vi kan skabe en lidt lettere vej ind på arbejdsmarkedet,« siger Musa Kekec (A), formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget.

Han håber også, at forsøget kan give noget andet til den enkelte ledige.

Rollemodeller

»Vi ved godt, at nogen har mange problemer at tackle og vi regner selvfølgelig ikke med at få alle i arbejde på denne måde. Men hvis vi bare kan få 15-20 i job er det ganske godt. Samtidig kan vi måske gøre dem til gode rollemodeller for deres børn, så de vokser op med nogle andre og bedre forbilleder end hidtil. Det vil også være godt,« siger Musa Kekec.

Pengene er bevilget af Ballerup Kommune og kommer fra ubrugte boligsociale midler, der ikke er blevet søgt og det praktiske skal boligselskaberne stå for.
Rådgiverne skal efter planen rykkes ud nogle timer hver uge, hvor de skal sidde i fælleslokalerne. Her kan man så komme ind for få en jobsnak eller få rådgivning om økonomiske forhold. Selve det samarbejde skal boligselskaberne stå for.

Evaluerer efter et år

»Vi ved slet ikke, om det er noget, som kan trække folk til, for det er jo ofte folk med mange problemer. Men vi kører forsøget et år og så evaluerer vi for at se, om det gav noget. Vi vil meget gerne tænke nyt indenfor beskæftigelsesindsatsen, men vi er også opmærksomme på, at det er borgernes penge. Så vi vil kun give midler til projekter, der har en fremtid. Hvis vi vurderer, at det har været en succes, så kan vi til gengæld godt finde på at fortsætte projektet,« siger Musa Kekec.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *