Ballerups første ambassade blev åbnet
Unicef-by-copy.jpg
Borgmester Jesper Würtzen indvier Ballerups nye UNICEF-ambassade og smider samtidig nogle bolde i røret. Det skal symbolisere, hvor mange penge der bliver samlet ind, så jo flere penge der bliver samlet ind i årets løb, jo flere bolde kommer der i røret. Lige nu er der indsamlet 8000 kroner. Foto: Privatfoto
åbning Ballerup Bibliotek blev mandag indviet som UNICEF-by ambassade.

Ballerup har fået sin helt egen ambassade. En UNICEF By-ambassade. Mandag sørgede borgmester Jesper Würtzen for, at ambassadeskiltet officielt blev sat op på Ballerup Bibliotek.

Tilskuerne var blandt andet 80 børn fra kommunens institutioner.

»Vi er blevet udvalgt til at være UNICEF By 2017. Som UNICEF By går vi i Ballerup sammen for at sætte fokus på vigtigheden af uddannelse. Ballerup Bibliotek bliver ambassade, hvor alle kan komme forbi og blive meget klogere på UNICEF-projektet,« fortæller borgmester Jesper Würtzen (A).

»På biblioteket vil der ligge en masse informationsmateriale, og man vil også kunne hente indsamlingsbøsser, hvis man vil være med til at samle penge ind til det gode formål. På biblioteket kan man også se nærmere på én af UNICEF’s såkaldte school-in-a-box,« siger Jesper Würtzen.

School-in-a-box er én af måderne, som UNICEF hjælper på i forhold til uddannelse. Kassen består af alt det, man behøver for at etablere en midlertidig skole, hvis et område er blevet ramt af en katastrofe.

Kassen indeholder kladdehæfter, blyanter, viskelædere, sakse, et ur, klodser til at lære at tælle, laminerede plakater med bogstaver og en solcelleradio. En lærer vil kunne undervise 40 elever med en school-in-a-box.

School-in-a-box vil resten af året være udstillet på Ballerup Bibliotek, så alle kan se nærmere på indholdet og brugen af kassen.

80 børn var med

Med til åbningen af ambassaden var også Anne-Mette Friis. Hun er chef for UNICEF Danmarks arbejde for børn og unge. I børnehøjde og med hjælp fra video fortalte hun 80 af kommunens mindste børn om UNICEF’s arbejde og børns vilkår andre steder i verden. Vilkår, der bestemt ikke ligner dem, der er i Ballerup.

»Vi i UNICEF Danmark er utrolig glade for, at Ballerup har valgt at sætte fokus på uddannelse, for vi ved, at de børn, der får lov til at gå i skole og uddanne sig, klarer sig bedst i livet. I skolen lærer man ikke blot at læse, skrive og regne, man lærer også om hygiejne, hvordan man beskytter sig mod sygdomme og hvilke rettigheder man har. Og alle disse ting er vigtige for at få et godt og trygt liv – både som barn, men også når man bliver voksen,« siger Anne-Mette Friis.

Ambassade-skiltet, som nu pryder biblioteket, stammer oprindeligt fra den folkekære skuespiller og forfatter Jesper Klein, der før sin død valgte at donere skiltet til UNICEF. Jesper Klein var selv ambassadør for netop UNICEF.

Læs mere om Ballerup som UNICEF By på ballerup.dk/unicefby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *