Kommunen har fået en ny vision
byskilte_ballerup_18-1.jpg
Hvor skal Ballerup hen i fremtiden? Det har man spurgt borgere, interessegrupper og foreninger om og derefter har politikerne sammensat en vision 2029, som skal være rettesnor for fremtidens politiske og administrative arbejde. Foto: Arkivfoto:
Vision Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny fælles kommunal vision 2029. Den skal være et pejlemærke for både det politiske og administrative arbejde.

Ganske som en virksomhed har en vision, der skal pege fremad og være en rettesnor for fremtidens anstrengelser, således har også Ballerup Kommune en vision.

Nu har kommunalbestyrelsen vedtaget en ny vision, der skal være en guideline frem mod år 2029.

Visionen er et fælles projekt, der er resultatet af et langvarigt optaktsarbejde siden efteråret 2015, hvor processen om at skabe en ny vision gik i gang. Der blev afholdt borgermøder, cykelture og arrangeret møder med politikere. Her kunne almindelige borgere, interesseforeninger, forældregrupper og mange andre komme med deres input og fortælle, hvad der skulle være mere af og hvad der skulle være mindre af i kommunen. Til sidst har politikerne så sat sig sammen og fået strikket en vision sammen, som alle kan se Ballerup i.

Et fælles projekt

»Visionen er et fælles projekt, som vi alle skal arbejde hen imod. Både politikere og administrationen. Målet er, at vi i det daglige arbejde, hvad enten man er sagsbehandler eller politiker har vores vision for øje og på den måde trækker kommunen i den retning, som vi er blevet enige om. Vi har lyttet til borgerne og de mange input, der er kommet og derfor er det ikke så meget et politisk projekt, som det er et fælles Ballerup-projekt. Jeg er derfor også glad for, at vi faktisk har fået alle partier i kommunalbestyrelsen med og har sluttet op om visionen, selvom der er politiske forskelligheder,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Visionen har hovedtemaet ’Ballerup – vi skaber fremtiden sammen’. Det handler om at være fælles om fremtiden, at møde borgeren i øjenhøjde og skabe gode løsninger på tværs af institutioner, foreninger og erhverv og skabe gode og værdige rammer for borgere i alle aldre og livssituationer.

Dertil kommer fire undertemaer. De to første hedder ’Ballerup – åben for nye ideer’, hvor målet er at fremme innovation og iværksættertrang og skabe gode rammer for det, ’Ballerup – en stærk uddannelsesby’, der tydeligvis fokuserer på, at børnene er fremtiden og at man i Ballerup er ambitiøse og målrettede på børn og unges vegne og at man på institutioner, skoler og uddannelsesteder vil skabe de bedst mulige rammer for læring. Kort sagt skal Ballerup være en stærk uddannelses- og ehvervsby, hvor alle unge er i job eller uddannelse.

Natur og erhverv

De to næste undertemaer hedder ’Ballerup – en grøn by i balance’, der sætter naturoplevelser og miljø i højsædet både offentligt og privat og endelig ’Ballerup – en førende erhvervsby’, der som man nok kan fornemme, handler om at styrke erhvervslivet og det i forvejen udbyggede erhvervsklima, så der er endnu flere, som vil starte virksomhed i Ballerup, men også vil arbejde og bo i kommunen.

Alt dette lyder meget fint og højttravende, men det er andet end ord og flotte formuleringer, understreger borgmesteren.

»Det er ikke bare snak. Det er rent faktisk noget vi vil forpligte os til og leve op til. Både som politikere og i den daglige administration. Vi har allerede gennemfør en del af de ting, som vi havde i den forrige vision, som at satse på uddannelse og erhverv. Så vi har faktisk taget en del af de ting, som vi allerede har sat i gang og udbygget det og bragt det videre,« siger borgmesteren.

Politisk opbakning

Også blandt de øvrige partier var der glæde over, at man kunne blive enige om en fælles vision.

»Vi har fra begyndelsen været bekymrede for, om man kunne favne alle partier og de forskellige holdninger der er. Men vi kastede os ud i det og det gav god mening. Det viste sig da også, at vi endte med at finde en god løsning, som alle kunne genkende Ballerup i,« sagde Kåre Harder Olesen (V).

Lidt mere skepsis var der fra Konservatives side.

»Det er en luftig og stor vision og ikke så skarp, som jeg kunne have ønsket. Men jeg kan faktisk se mig selv og det jeg vil for Ballerup i den, trods alt, så det endte med at være godt. Det er ikke en vision, jeg er med i fordi det var det mindst ringe – det er faktisk en god vision for fremtidens Ballerup,« sagde Martin Jonassen (C).

Også Enhedslisten og Dansk Folkeparti tilsluttede sig visionen og den fik også et par ord med på vejen af Mette Hedegaard.

»Vi er ganske tilfredse. Vi har fået, synes vi, en par gode fingeraftryk med på visionen med grøn omstilling, fællesskab og iværksætteri, så vi er godt tilfredse,« sagde Mette Hedegaard.

Den påstand blev dog påtalt af Socialdemokraterne, der pointerede, at det var en fælles Ballerup-vision og ikke et partis fortjeneste eller mærkesag.

Under alle omstændigheder har kommunen nu et nyt fælles pejlemærke frem mod 2029, altså 12 år ud i fremtiden. Hvorfor så lige 12 år og ikke 10, 15 eller 20 år?

Jo, for 2029 lød godt og er desuden et primtal, som borgmesteren, som også er tidligere matematiklærer, bemærkede.

1 kommentar om “Kommunen har fået en ny vision”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Som jeg læser indlægget her, drejer det hele sig om at Kommunen har fået en vision om at udbrede en vision. ???

    Denne sidste vision skal så gerne udmønte sig i at foreninger, klubber og borgere også vil få en vision om hvilke visioner Ballerup Kommune’s visioner skal være. ???

    Jeg personligt syntes at Ballerup kommunes visioner burde være at pengene ligger bedst i borgernes egne lommer, og dermed nedsætte skatter m.m.
    Samt spørge sig selv når nye projekter skal debatteres: Er dette også nødvendigt (Stationspladsen, Ballerup boulevard m.m. ) ???

    Og derved spare unødvendige økonomisk dyre projekter, til gavn for borgerne.

Skriv et svar til Poul E. Pedersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *