Vi har brug for pladsen
Debat Kære Marianne Drejer og Birger H. Olsen. Tak for jeres læserbrev i forrige uge.

Jeg kan forstå, at I oplever moderniseringen af belysningen i Skovlunde som et overgreb mod jer, da kommunen ikke har gjort opmærksom på, at rabatten (stykket mellem fortovsfliserne og matrikelskellet) hører til vejarealet.

Vi er klar over, at vi påfører nogle grundejere et stort arbejde, når vi beder dem fjerne støttemure og andre genstande fra vejarealet. Det er bestemt heller ikke med vores gode vilje, at vi fremsender påbud om at få det gjort. Det er fordi, vi har brug for pladsen, når vi skal lægge kabler og tomrør og ikke mindst for at kunne retablere belægningen ordentligt efter arbejdet er udført. Under fortovsfliserne skal der opbygges en befæstelse, som gør at fliserne ligger ordentlig og ikke bliver kørt i stykker af de biler, som på et tidspunkt kommer til at køre hen over fortovet. Befæstelsen, som bl.a. består af komprimeret grus, slutter ikke ved fortovsflisen, men rækker 20-30 cm ud i rabatten.

Da vi længe har været klar over, at vi ville påføre nogle borgere i Skovlunde en stor opgave, informerede vi allerede i slutningen af august 2016, at der ville komme påbud. Selvom kommunen ikke på daværende tidspunkt havde overblik over, hvilke grundejere, der ville blive berørt, opfordrede vi alle til at gå ind på kommunekortet på ballerup.dk og kigge på matrikelkort og luftfotos for at se, om deres have var vokset ud på vejareal. Vi har derfor gjort, hvad vi kunne, for at disse arbejder ikke skulle komme som et chok.

I forhold til hævdspørgsmålet gælder der andre regler for offentlig vej. Man kan nemlig ikke vinde hævd på offentlig vej. Og det giver god mening, fordi rabatten er en lige så væsentlig del af vejarealet som fortovet og vejbanen. Og selvom det ser ud som om, at den står uberørt hen, bliver den brugt hele tiden: til fortovets befæstelse, til placering af ledninger, gadebelysning, el-skabe mv.

Det er naturligvis ikke muligt at gennemføre så stort et anlægsprojekt som dette, uden at det er til gene for grundejere og trafikanter. Vi gør alt, hvad vi kan, for at genere mindst muligt, men grundejerens opgave med at holde deres beplantning og faste genstande inde på egen grund er desværre så vigtig, at vi ikke kan krybe udenom. Jeg håber dog, at I vil blive glade for den nye belysning og mulighederne for at få etableret bedre bredbåndsforbindelser i Skovlunde. For det er jo dét, som projektet handler om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *