Ballerups vilde prærie
Debat: Det lyder nok lidt »vildt«. Men alligevel, når nu vores kommune gør så meget ud af de rekreative områder, der er med til at forbedre borgernes friluftsliv, så er det vel også på sin plads at rose kommunen for de mange tiltag, der kommer os alle til del, og som kan beses ganske gratis.

Jeg skulle mene, at vi syd for Ballerup Boulevard, og så langt øjet rækker mod syd-sydvest, ja, helt til Herstedhøje, hvis »bjergtop« øjnes i horisonten, dog uden sne på toppen, har vor helt egen lille »prærie«, med næsten endeløse græsarealer, nu sporadisk tilplantet efter alle kunstens regler med alleer med frugttræer, og områder med løvtræer og buske, der ad åre kun vil forskønne dette åndehul af et fristed, vi alle kun kan være stolte af.

Bevæger man sig til fods herfra længere mod sydvest og passerer det skønne Marbæk og under motorvejstunnelen og langs Harrestrup Å, (isfuglens domæne) ender man ved Kringelstien, der fører ind i Vestegnsskovene. Ja, det lyder stort, men vel går der ikke bisonokser rundt derinde, men derimod Skotsk Langhornskvæg, hvor afstanden mellem hornspidserne udgør omkring en meter på de næsten lodretsiddende horn.

Nu er de, okserne, sluppet ud blandt de af kommunens »naturfolk«, der ønsker at udforske sin kommune, og kan beses ganske tæt på. Skilte advarer om, at de græssende kvæg er ganske fredelige; dog skal man ikke komme nærmere end 15 meter, og aldrig gå mellem en kalv og dens mor!

På en af mine vanlige gåture på omkring de 13 kilometer, kom jeg således tilbage til civilisationen igen. Havde flere gange mødt de »farlige« kæmpedyr, der havde taget opstilling lige midt på markvejen, hvorfra de stoisk stående og gumlende ikke havde til sinds at flytte sig bare en meter. Ærbødigst sniger man sig forbi og ind i skoven og holder den foreskrevne og fornødne afstand. Sæt nu een af dem havde en dårlig dag.

På vej hjem øst for »nybyggernes« område med de mange små, røde træhuse, passeres også nyopsatte fuglehuse højt til vejrs på en jernstang, der afventer forårets og de vingede gæsters ankomst. Det kan ikke vare længe!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *