Lørdag 24. Juni 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Fra politistation til ungerådgivning
åbning Et nyt headspacecenter skal åbne i Ballerup. Planen er, at den tidligere politistation skal huse den psykiatriske rådgivning for unge.
Skrevet af Ulrich Wolf - 14. februar 2017, 09:10:36

Det frivillige netværk Headspace vil åbne en rådgivning i Ballerup den 1. marts. Mandag aften vedtog kommunalbestyrelsen, at rådgivningen skal etablere et hovedcenter i Ballerup og ikke en satellit, som det oprindeligt var planlagt.

Headspace er et NGO-projekt under Foreningen Det Sociale Netværk og er en anonym og gratis rådgivning for unge mellem 18 og 25 år, der er et forebyggende tilbud, der fungerer som et supplement til de kommunale indsatser. Headspace er bygget op omkring frivillighed med op til 40 frivillige tilknyttet centret og skal være et supplement til Ungerådgivningen, der også tilbyder rådgivning, men ikke har frivillige tilknyttet.

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at det lokale Headspacecenter formentlig skal ligge på Linde Alle, i de lokaler, hvor lokalpolitistationen lå tidligere. Desuden skal Headspacecentret i Ballerup altså være et hovedcenter og ikke bare en satellit, hvilket gør etableringen dyrere end ventet.

Der skal derfor ansættes en centerchef og to fuldtidsmedarbejdere og desuden vil Ballerup Kommune stille med en halv medarbejder.

Får meget for pengene

Selvom etableringen af centret nu er vedtaget af kommunalbestyrelsen og der er givet en tillægsbevilling på 140.000 kroner, så var der ikke udelt begejstring blandt politikerne.

Enhedslisten var nemlig imod vedtagelsen. Ikke fordi partiet mener, at etableringen er en dårlig ide, men fordi der er tale om et hovedcenter, der koster penge, som skal findes andre steder.

»Det er en god ide at få Headspace i Ballerup, det er vi ikke imod.. Men det er et problem, at man nu har valgt at få et hovedcenter og ikke en satellit, for det betyder, at der skal findes penge andre steder. Hvorfor kunne man ikke bare tilføre de ekstra penge til Ungerådgivningen, der gør et godt job i forvejen,« siger Mette Hedegaard (Ø).

Men de øvrige partier afviste kritikken.

»Ungerådgivningen gør bestemt et godt stykke arbejde. Men for de relativt få penge vi skal give ekstra til et hovedcenter, får vi rigtig meget. Det er ganske enkelt en god ordning, også selvom vi skal give lidt ekstra og lidt mere end planlagt i budgettet,« siger formand for Børne- og Skoleudvalget, Peter Als (A).

Hvis alt går vel skal der altså ligge en ungerådgivning i lokalpolitiets gamle lokaler centralt i Ballerup og samtidig skal Herlev tilknyttes som satellit til centret i Ballerup.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI