Affaldssortering lige til døren
Debat Det er helt rigtigt, at vi skal til at sortere endnu mere affald til genanvendelse i Ballerup Kommune.

Det er en politisk beslutning, at vi skal sortere 50 procent af vores affald til genanvendelse inden 2022 i Ballerup Kommune, så Steen Strøm har helt ret, når han påpeger, at det er en politisk beslutning i sit indlæg den 14. februar her i avisen. I Ballerup Kommune har vi gjort den så fleksibel som muligt. Du slipper eksempelvis for at samle dine glasflasker og huske at tage dem med ned til glascontaineren, stille dem i en murerspand til storskrald eller køre på genbrugsstationen. Du får nemlig din egen lille genbrugsstation lige uden for døren. Her kan du hurtigt og let komme af med for eksempel glas, plastik og metal.

Vi er generelt gode til at affaldssortere glas i Ballerup. Men der ryger stadig mange små glasbeholdere og metaller som tun- og makreldåser samt dåser uden pant ud til restaffald.

Metal er nemlig langt mere end bøjede søm og skruer. Metal er også sølvpapir, foliebakker, diverse dåser, aluminium fra fyrfadslyset m.m. Metal er affald, som indeholder mange ressourcer. Eksempelvis kan 500 øldåser blive til et helt nyt cykelstel. Metal, der kommer i restaffald, er derimod til skade for forbrændingsanlægget.

Den røde miljøboks er til at samle dit farligt affald i som for eksempel elektronik, mobiltelefoner, ødelagte opladere, kviksølvholdige lyskilder, kemikalierester og pæren fra din standerlampen med mere. Når den er fyldt op, stiller du den ud til mad- og restaffaldsbeholderen, så tager skraldemanden den med og tømmer den for dig.

PVC-plast, cykler eller standerlamper kan du sætte ud til storskrald, som bliver afhentet én gang om måneden. Sætter du det ud samme dag, så kan du undgå at andre tager dine ting. Du bliver derimod nødt til at køre på genbrugsstationen med asbest og trykimprægneret træ. Hvad angår de andre affaldsbeholdere, så har Skovlunde Genbruger-forsøget været i gang i snart to år, og der har ikke været problemer med, at der bliver kigget eller taget ting fra deres affaldsbeholdere.

Som Steen skriver, så er plast en stor del af de produkter, vi køber. Men vi kan faktisk genbruge al plast i alle former og farver, så du kan smide alt dit plast i plastbeholderen lige gyldigt form og farve (dog ikke PVC). Når de ryger videre til sorteringsanlægget, vil det blive grovsorteret.

Plast bliver ofte omdannet til poser, plastkasser og køreunderlag. Indpakningspapir skal til restaffald, da det ikke egner sig til genbrug.
I den nye affaldsordning falder taksterne. Du får tre todelte affaldsbeholdere, der er lavet af 50% genbrugsmateriale. Dine affaldsbeholdere vil blive hentet og tømt af din skraldemand, hvis du holder dig inden for maksimum 20 meter fra skel. Vælger du at placere affaldsbeholderne i baghave eller længere væk skal du bare sørge for, at affaldsbeholderen er kørt til skel inden klokken 6 på tømmedagen. Når du mangler bioposer skal du blot binde en pose rundt om håndtaget på beholderen til mad- og restaffald, så giver skraldemanden dig nogle nye.

Vi vil meget gerne svare på spørgsmål om den nye affaldsordning. Derfor er du meget velkommen til at ringe til Vestforbrænding på tlf. 70 25 70 60 eller på mail kundeservice@vestfor.dk. Du kan også skrive til kommunen på mt-miljo@balk.dk.

4 kommentarer om “Affaldssortering lige til døren”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    ” Politisk beslutning ” !

    Jeg får røde knopper hver gang jeg høre denne frase, idet enhver politisk beslutning kan gradbøjes efter behov.

    Sidst hvor vi oplevede hvordan den absurde Politiske beslutning om supercykelsti har kostet kommunens borgere hundrede tusinder af kroner, uden at vi kan sige at det har været til fordel for borgerne, og hvor vi også har set hvordan andre kommuner har tolket denne politiske beslutning efter egne behov/politik.

    Nå men tilbage til dette sorterings Cirkus.

    Problemet for den almindelig borger er ikke at skulle etablere en containerpark på deres grund, men alle disse små sorteringskasser man nu skal opbevare i sit køkken, idet man naturligvis ikke render ud i en container med et hvert stykke plastik, dåse e.l. men smider den i en af de beholdere man nu skal fylde køkkenet op med. ??

    Og så til det store spørgsmål: Kan man sige pænt NEJ TAK til at være med i sorterings-galskaben. ?????????

  2. Niels Dybdahl siger:

    Her bliver nævnt at al plastik bortset fra PVC må komme i plastikbeholderen.
    Jeg har den 6 februar i år fået at vide af kommunen at PVC, Melamin og flamingo ikke må komme i plastikbeholderen.
    Tidligere har jeg fået at vide at PVC og skumplast (her menes vel polystyren og polyuretan) ikke må komme i plastikbeholderen.
    Hvordan kan man gang på gang få nye lister over de typer plastik som ikke må komme med og hvordan forventer I at forbrugerne kan skelne mellem de forskellige plastiktyper?

    Og nogle gange får vi at vide at mademballage ikke må sorteres fra men skal i restaffald, andre gange får vi at vide at mademballage som her metaldåser skal sorteres fra. Er der forskel på om det er plastik, metal, glas, papir eller pap som er beskidt eller må det hele være beskidt eller intet? Og gælder det samme for påklistrede etiketter?

    Og vi får at vide at hvis vi er i tvivl så skal vi bare putte det i restbeholderen. Efterhånden er jeg i tvivl om det meste…

  3. Poul E. Pedersen siger:

    Lige et eksempel det virvar af affalds-sortering der vil dukke op efter 1. April. (Syntes at datoen er velvalgt).

    Skal en el-pære i glas containeren eller metal containeren. ?????

  4. Brian Sørensen siger:

    Efter at have modtaget beholderne har jeg en lurende fornemmelse af at ordningen næppe bliver en succes.
    Skal sådan en sorteringsordning være en succes skal det være let for brugerne. Det er svært at se at den nye ordning er brugervenlig i forhold til den hidtidige afhentning husholdningsaffald og storskrald. Mest af alt ligner det ikke en politidk beslutning, men en politisk våd drøm – hvor man opnår profilering og en lille rar følelse af at have udøvet magt og bestemmelse.

    Nu kan der så bruges tid og ressourcer på ikke korrekt sorteret affald, henkastet affald rundt om i kommunen, frustrerede borgere og kommunal kontrol og skrivelser til synderne.

    Det eneste der er nyttigt er kassen til farligt affald, hvilket var det eneste der manglede i den gamle ordning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *