Manglende tillid til ny affaldsordning
affaldssortering-copy-2.jpg
Den nye affaldsordning, der træder i kraft 1. april for 7.200 villaejere i Ballerup Kommune, er ikke populær blandt alle villaejere. Foto: arkivfoto
Sortering Steen Strøm og hans kone har i årevis samvittighedsfuldt sorteret affald, men tilliden til håndteringen af bioaffaldet som et led i kommunens nye affaldsordning kan ligge på et lille sted.

Når kalenderen står på 1. april, skal 7.200 villaejere til at sortere mere affald. Det sker når første del af Ballerup Kommunes nye affaldsordning rulles ud.

Steen Strøm fra Tåregårdsvej er en af de villaejere, der ikke hilser den nye ordning velkommen. Han har i årtier sorteret familiens affald og kører jævnligt på genbrugspladsen med ting, der skal smides ud.

»Jeg synes grundlæggende sortering af affald er en god ide. Men jeg er ikke overbevist om, at den del af den nye ordning, der handler om vores husholdningsaffald holder,« siger Steen Strøm.

Til grin i Ballerup

Han er bekymret for, at man i Ballerup vil opleve en lignende sag, som borgerne i Fredensborg-Humlebæk oplevede for år tilbage, da kommunen satte borgerne i gang med af sortere deres husholdningsaffald. Planen var at affaldet skulle indgå i en biogasproduktion på et nyt biogasanlæg i Helsingør. I årevis sorterede borgerne, indtil det blev kendt, at biogasanlægget ikke fungerede, og folk følte sig til grin.

Med den historie in mente har det været magtpåliggende for Ballerup Kommune at understrege, at borgerne ikke bliver til grin. Affaldschef Trine Baarstrøm har tidligere udtalt til Ballerup Bladet, at »der ikke bliver ikke blandet noget affald sammen ude på Vestforbrændingen«.

Steen Strøm, der selv er ingeniør, har undersøgt affaldets vej gennem kommunen, og efter en henvendelse til Vestforbrændningen er han ikke overbevidst om, at de kan håndtere bioaffaldet som lovet.

»Det var vist mere teori end praksis,« skriver han i et åbent brev til Ballerup Kommunes tekniske forvaltning.

Framelder sig ordningen

Steen Strøm vil derfor framelde sig ordningen. Det sker efter, at formand for Teknik-og Miljøudvalget, Helle Tiedemann i et svar på et læserbrev, som Steen Strøm har skrevet i Ballerup Bladet, har svaret, at »nu er det også heldigt, at du kan sige nej tak« til ordningen.

»Jeg har tænkt mig at framelde mig ordningen. Men viser det sig, at sorteringen af madaffaldet alligevel fungerer, så melder jeg mig til,« siger Steen StrømHan vi derfor nu afvente, hvordan ordningen kommer til at fungere, inden han tager endelig stilling til endelig fra- eller tilmelding.

1 kommentar om “Manglende tillid til ny affaldsordning”

  1. Niels Dybdahl siger:

    Vi har kørt med ordningen på forsøgsbasis i nogle år i en del af Skovlunde. Vi har nogle gange spurgt efter resultatet af forsøget. Hvad er der blevet sparet mht tid, resourcer, penge, forurening? Men vi har ikke kunnet få noget svar.
    Er det fordi der ikke er blevet lavet en undersøgelse af dette eller hvad? Hvorfor køre en forsøgsordning uden at undersøge om det giver mening at udvide sorteringsordningen?
    Eller har det eneste formål været at øge “genbrugsprocenten”?

Skriv et svar til Niels Dybdahl Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *