Om skolereformen
Debat: Tak til Mette Hedegaard for at tage tråden op om folkeskolens fremtid.

Konspirationsteorier er der jo mange af, men de ændrer ikke på virkeligheden. Jeg fastholder nu, at det er vigtigt at holde fast i de lange mål, og kan egentlig ikke se den store uenighed med enhedslistens udmærkede repræsentant i kommunalbestyrelsen. Mette taler for en pause uden nye krav, jeg om at skolernes ledelse og lærerne skal have frihed til at løfte deres opgaver. Jeg tror ikke, at vi grundlæggende er uenige. Autonomi for den enkelte skole er også helt naturlig, da der er forskel på skolernes vilkår. Det vil være helt naturligt, at få en holdning i kommunalbestyrelsen, der tillader så megen fleksibilitet som muligt. Så længe de lange mål om den åbne skole, faglig fordybelse og bevægelse i 45 minutter hver dag overholdes, så må skolerne da for min skyld gerne få alle de frihedsgrader, de har behov for.

Vi er formentlig heller ikke uenige om, at de fysiske rammer skal bedres. Investering i skolebørn (og børn andre steder) skal sikre vor fremtid.

Mød op og giv din mening til kende på det offentlige møde (gratis adgang) på Skovlunde Skole Nord (Lundebjerg 72) i festsalen mandag 13/3 klokken 19.30-21.00. Ballerup Bladet er ordstyrer, formanden for børne-og skoleudvalget Peter Als diskuterer med Marianne Jelved og repræsentanter for lærerne og BUPL. Radikale Venstre arrangerer. Mødet er om fremtidens folkeskole i Ballerup Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *