Torsdag 27. April 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
På Jump4Fun-holdet får børnene styrket deres kropsbevidsthed og trænet deres motorik gennem forskellige former for bevægelse. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Styrket selvværd gennem leg og bevægelse
Selvværd Lysten til at dyrke sport kan ofte ligge på et lille sted, hvis man vejer for meget eller er kluntet. Måløv Idrætsforening tilbyder sammen med DGI og Ballerup Kommune motionshold for overvægtige børn og unge.
Skrevet af Ulrich Wolf - 9. marts 2017, 15:29:16

»Sveder I lige så meget som mig, så har I været super, super seje.«
Instruktør Helle Christensen highfiver et par pigerne, inden de lunter ud til forældrene, der ser til fra sidelinjen.

I en time har børnene okset rundt på gulvet, varmet op, leget fangelege, udfordret balancen og sig selv fysisk med kolbøtter, baglæns løb, stræk og bøj.

Det er Måløv Idrætsforening i samarbejde med DGI og Ballerup Kommune, der tilbyder børn og unge motionshold, hvor der er plads til at være lidt kluntet, i dårlig form og have for mange kilo på sidebenene. Det er ikke alle børnene, der vejer for meget, her er også plads til dem, der har motoriske vanskeligheder eller bare synes, det er svært at begå sig i en fodboldklub eller på et almindeligt gymnastikhold.

Plads til alle

»Her er der plads til alle. Men de fleste børn, der kommer her, er generte over at vise deres krop frem på grund af overvægt. De er kede af, de er for tykke. Nogle har også svært ved det motoriske, og derfor dyrker de ikke sport. Vi lærer dem, at det ikke er farligt at blive forpustet, og at det er vigtigt at varme op. Og så er der rigtig meget leg i den måde, vi dyrker motion på. Vigtigt er det også, at børnene har det godt sammen. Og det har de, ingen bliver mobbet,« forklarer Helle Christensen, der er en af de tre instruktører, der kører Jump4fun-holdet.

Instruktørerne underviser på skift, så det er forskellige programmer, børnene bliver præsenteret for i løbet af sæsonen, og forskellige motionstyper de stifter bekendtskab med.

Som udgangspunkt er der tre instruktører på hver gang, det giver mulighed for at hjælpe børnene til at kunne gennem øvelserne. Forældre og søskende må også gerne deltage. Og denne onsdag har en dreng således fået følgeskab af sin mor og lillesøster, der hopper og sveder sig gennem træningstimen til Helle Christensen energiske instruktioner.

Henvist af skolen

Der er mange nye på holdet i dag, flere af dem bliver henvist af sundhedsplejersken, nogle har måske været på Julemærkehjem for at blive overvægten kvit, og andre har selv fundet frem til idrætsklubbens tilbud.

Dan Jensens niårige datter har været med på holdet i et år. Og det har givet pote, fortæller han:
»Vi fik det her hold anbefalet af skolen, fordi vores datter manglede en fritidsaktivitet med noget bevægelse i. Hun har tidligere gået til svømning, men mistede interessen for det,« fortæller Dan Jensen, der kan se, at den ugentlige motionstime på holdet har ændret noget for hans datter.

»Tidligere var hun ked af det, når hun skulle have idræt i skolen. Men det har ændret sig, efter hun er startet på holdet her. Hun har været fået mere fysisk selvtillid. Nu kan hun f.eks. slå kolbøtter.«

Ud over den ugentlige motionstime, tager holdet en gang om måneden på tur. Det kan være en cykeltur i skoven, en tur på skøjter eller besøg i DGI-byen. Holdet har også været på weekendtur med overnatning på Julemærkehjemmet. Uanset destinationen indgår der altid et element af bevægelse.

Udover holdet i Måløvhallen, tilbyder Måløv Idrætsforening også et hold for de overvægtige unge på 16-20 år. Det er et fitness-hold, der foregår hver tirsdag i træningslokalet på den tidligere Rugvænget Skole. Også her er kodeordet sammenhold og opbakning.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI