Glæde over ny banegårdsplads, men parkeringen spøger
Banegårdsplads-1-copy-1.jpg
Sådan kan den nye banegårdsplads komme til at se ud, når den er færdigbygget. Foto: pr-illustration
Byggeplaner Et velbesøgt borgermøde om den kommende banegårdsplads-plan afslørede tilfredshed med planerne. Men mange knurrer over manglende parkeringspladser.

Den længe ventede omdannelse af Banegårdspladsen til en ny og spændende plads med grønne områder, butikker, boliger og en stærkt forøget lækkerhed, er noget som mange ser frem til. Ikke mindst i Ballerup Kommune. Som Ballerup Bladet beskrev i sidste uge, forventer kommunen sig meget af den store plan, der skydes i gang allerede om et par uger med flytning af busholdepladsen og det første gravearbejde i den store plan.

Også mange borgere ser frem til, at planen nu, efter flere års snak og forberedelser, endelig går i gang.

Derfor var der også mødt mange op til borgermøde torsdag aften på Ballerup Bibliotek om netop Banegårdspladsen.

Salen var fyldt til sidste stol og der var en summende forventning til, hvad borgmester Jesper Würtzen (A), arkitekter og andre involverede kunne fortælle om planerne.

Attraktiv bymidte

Borgmesteren holdt et oplæg om forberedelserne og om, at man igen skal gøre Ballerup Bymidte attraktiv. At Banegårdspladsen skal være et centralt knudepunkt, der skal kunne håndtere 20.000 daglige rejsende og samtidig være et spændende sted med forretninger, boliger og grønne områder.

Han erkendte også, at det bliver lidt bøvlet for trafikken, når det hele går i gang, men at det bliver bedre. Endelig udtrykte borgmesteren håb om, at man med tiden kan få lov til at købe det gamle posthus, der faktisk har været i spil, men som PostNord indtil videre har afvist at sælge.

Derefter gik Tine Krogsgaard fra arkitektfirmaet SLA Arkitekter, der står bag vinderprojektet, op foran de fremmødte og fortalte om projektet. Uden mikrofon var talen lidt lav, men det stod dog klart, at man havde satset på en grøn løsning og at der blandt andet ville blive plantet træer, der allerede fra begyndelsen var 8-10 meter høje, så man ikke skulle vente mange år på den grønne effekt.

Hun fortalte også, at der for eksempel ville blive etableret et springvand, som brugerne selv kan styre til at sende store eller små stråler ud, hvilket sikkert ville blive en fest for børnene.

Også en repræsentant fra Forsyning Ballerup gik på for at fortælle om det gravearbejde, som man skal i gang med lige om lidt. Hun erkendte også, at gravearbejdet med at lave dobbelt kloakering, ville medføre nogle trafikale gener, men at man vil gøre alt for at begrænse sig mest muligt.

Det blev slået fast fra projektleder Annegitte Hjort, at omlægningen af Linde Alle går i gang den 27. marts og derefter er man i gang med den store omlægning.

Kritik af parkering

En kort strække-ben pause blev efterfulgt af den obligatoriske spørgetid og den udviklede sig noget overraskende.

For selvom der undervejs på mødet var en ganske god stemning og en udbredt fornemmelse af, at projektet var godt og at man var glad for at være kommet i gang, så dukkede aftenens gennemgående kritikpunkt hurtigt op. Nemlig parkeringspladser eller rettere mangel på samme.

Der var mange, som rettede en kritik af, at der slet ikke var tænkt på parkeringen til hverken pendlere eller handlende i Centrumgaden og flere udtrykte frygt for, at butikkerne i Centrumgaden ville dø helt, når der ikke var mulighed for at parkere ved det nye bytorv.

Blandt andet fortalte butikschefen fra Lidl, at han ofte oplevede noget, der minder om håndgemæng på parkeringspladsen bag butikken, når folk bliver frustrerede over manglen på p-pladser. Den tendens frygtede mange, blot ville blive værre, når man fjerner en masse parkeringspladser fra den nye plads.

Svaret fra blandt andet borgemstren var, at man er opmærksom på parkeringssituationen, men at man ikke vil plastre den nye plads til med biler. Men at man har tænkt på flere løsninger, som eksempelvis at bruge det tidligere posthus som p-hus, hvis Ballerup Kommune får fingre i det.

Det skal løses

Ifølge den projektansvarlige, Annegitte Hjort, er man meget opmærksom på parkeringsproblemerne.

»Det er klart, at der vil ske noget, når vi går i gang med at arbejde. Der vil forsvinde nogle parkeringspladser. Men det er et meget stort issue for os, at der er pladser til at parkere på. Vi er godt klar over, at bilerne ikke forsvinder, selvom vi laver en ny plads. Det er klart, at der ikke kan blive parkeringspladser på selve den nye banegårdsplads, da den skal have helt anderledes udseende. Men vi kan jo flytte dem lidt længere væk,« siger Annegiitte Hjort.

Hun afviser, at Ballerup Kommune har spekuleret i at være mere ’grøn’ i denne sag og dermed sløjfet parkeringspladser bevidst.

»Vi ved godt, at der er et handelsliv, der stadig har brug for, at folk kommer i bil til Ballerup. Så det er ikke en politik vi har, at bilerne skal ud af byen. Jeg kan ikke sige noget konkret om, hvorvidt der kommer flere p-plader eller det samme antal, men det er et meget stort issue, som vi nok skal få løst,« siger Annegitte Hjort.

Også cykelparkering og digitale tavler på busstoppestederne samt generel fremkommelighed for handicappede var blandt de indvendinger, som dukkede op i salen.

Alt skulle ifølge de fremmødte repræsentanter for projektet blive taget med til overvejelse inden man går i gang med projektet, så man får den bedst mulige plads for alle i Ballerup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *