Mandag 24. April 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Det bliver et helt anderledes hus, som man kan vente sig i Skovlunde, når UCC-bygningen er blevet til et multihus i løbet af de kommende år. Foto: pr-illustration
Det rumsterer snart i UCC-huset
Planer Der er konkrete planer for det store UCC-hus i Skovlunde. Snart kan man se håndværkerne rode. Men bygningen er lidt mere ’forurenet’ end forventet, så skolens indflytning bliver forsinket.
Skrevet af Ulrich Wolf - 14. marts 2017, 09:05:02

Ganske som flere andre af de planlagte store Ballerup-projekter, har også UCC-huset stået længe hen, uden at nogen har bemærket, om der er sket fremskridt. Det tager ganske enkelt tid at gøre klar til at omdanne den gamle undervisningsbygning til boliger for udviklingshæmmede, hjemsted for Kasperskolen og ikke en række kulturelle aktiviteter.

Men nu er der ved at ske noget. Ballerup Kommune har siden overtagelsen arbejdet på at få en køreplan for huset og den ligger nu forholdsvis klar.

Kasperskolen rykker som allerede annonceret ind og det samme gør en række boliger til voksne udviklingshæmmede.

Boligerne bliver til i et samarbejde mellem Ballerup Kommune og Domea, som endte med at blive det selskab, der skal stå for indretning og udlejning af boligerne.

Laver lignende projekt

»Vi har haft otte firmaer inde over og endte med at vælge tre ud. Det var alle gode og meget kompetente kandidater,. men i sidste ende valgte vi Domea, der har gang i et lignende projekt i Gentofte. Sammen med dem skal vi nu sætte gang i byggeriet af de i alt 33 boliger og de skal står for udlejning og indretning. Så vi ser frem til et spændende forløb,« siger Mads Bo Bojesen, chef for Center for ejendomme i Ballerup Kommune.

Der har allerede været afholdt to temamøder mellem kommunen og bruger/pårørende grupperne til de nye boliger og de kommende møder skal sætte fokus på at skabe de bedst mulige rammer i det nye projekt.

»Vi får nogle store udearealer, som kan bruges af såvel beboere som elever på skolen og andre, der komme til at bruge bygningen. Der skal også ske en synergi med dagcentret og der er i det hele taget lagt op til, at huset bliver et multihus, som rigtig mange kan komme til at bruge. Men nu skal vi drøfte boligindretning og mere konkrete tiltag med Domea, så vi får indrettet boligerne bedst muligt,« siger Mads Bo Bojesen. Ballerup Kommune ønsker at indrette boligerne smartest og mest moderne og bruge al den nye teknologi man kan. Men samtidig skal det kunne hænge sammen økonomisk.

»Vi vil meget gerne bruge mest mulig moderne teknik. Men samtidig skal beboerne også kunne betale huslejen. De kommer til at leje boligerne på helt almindelige vilkår med lejekontrakt. Så skal vi også sikre, at det bliver til at betale,« siger Mads Bo Bojesen.

Tidsplanen skrider

Efter at Ballerup Kommune overtog bygningen er den blevet minutiøst gennemgået og det står klart, at der er brugt en del byggematerialer, som man ikke ville bruge i dag. Især PCB i fugerne er noget, som ikke har fundet nåde for de undersøgende øjne. Det skal nu fjernes og i det hele taget har det vist sig, at bygningen er lidt mere ’forurenet’ end forventet. Det betyder, at Kasperskolens indflytning bliver rykket et halvt år.

»Det kommer til at tage et halvt år ekstra at gøre ejendommen klar til ombygning. Der er brugt byggematerialer, som man ikke ville bruge i dag. Selvom der er tale om små mængder, der ikke udgør nogen direkte sundhedsrisiko, så skal der være styr på den slags. Derfor må vi udskyde indflytning af Kasperskolen seks måneder. Så derfor vil de først kunne rykke ind i sommeren 2018 og ikke allerede ved årsskiftet som ellers planlagt,« siger Mads Bo Bojesen.

Boligbyggeriet vil ikke umiddelbart blive påvirket af forsinkelsen, da indflytningen er sat til årsskiftet 2019/2020 og den aktuelle forsinkelse skulle ikke have betydning så langt ude i fremtiden. Den endelige godkendelse af byggeriet skal i øvrigt gives af Ballerup Boligselskabs organisationsbestyrelse på et ekstraordinært møde den 14. marts.

Håbet er, at UCC-huset ikke bare bliver et spændende og velegnet hjemsted for Kasperskolen og 33 beboere i det nye bosted for udviklingshæmmede,. men at området og bygningerne vil kunne bruges bredt.

Et hus for alle

»Vi håber at kunne bruge huset på mange andre måder. Der er dele af byggeriet, som hallen, det gamle køkken og eksempelvis kælderen under det, som bliver Kasperskolen, kan indrettes til andre ting. Men nu skal vi se, hvad skolen skal bruge og derefter vil vi indrette huset, så flest muligt kan bruge huset. Vi synes det kunne være godt, at bygningen bliver et multihus, hvor der bliver plads til andre foreninger, klubber, eller hvad ,man nu kan forestille sig. Det er vores mål, og derfor gør vi, hvad vi kan for at få huset til at blive bedst muligt indrettet,« siger Mads Bo Bojesen.

Allerede om få uger begynder de første håndværkere at ankomme til den store ejendom for at påbegynde forberedelserne til ombygningen

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI