Torsdag 22. Juni 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Lille Mira på ti måneder har ikke noget imod at gå fra arm til arm, når hun og hendes mor besøger plejecentret Toftehaven i Ballerup en gang om månenden sammen med de andre i mødregruppen. Besøget kalder både følelser og livshistorier frem hos de ældre. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Baby-træf på plejehjemmet
Generationer på tværs En gang om måneden mødes fire mødre og deres babyer på plejecentret Toftehaven i Ballerup. Til stor glæde for beboerne. Nu bliver ideen bredt ud til hele Ballerup Kommune, så flere af byens ældste og yngste borgere kan få glæde af hinanden.
Skrevet af Ulrich Wolf - 15. marts 2017, 16:26:47

»Tak fordi vi måtte se jeres babyer. De er bare dejlige«.

En ældre mand takker af, synligt beriget af et par timer i selskab med de små tumlinge, der tillidsfuldt har møvet rundt på gulvet foran ham og de øvrige plejehjemsbeboere fra plejecenter Toftehaven.

Det er en begivenhed, der finder sted en gang om måneden, når en mødregruppe bestående af fire mødre og deres babyer kommer forbi og slår sig ned i fællesstuen med tumletæppe og legetøj. Plejecentret byder på kaffe, og mødrene på et par timers nærvær mellem børnene og plejehjemmets beboere.

Se billeder fra besøget her: Billedgalleri

Lille Mira på ti måneder kommer på skødet af en de ældre damer, der følger intenst med i den lilles blik.

Miras mor, Mette Havlykke, var ikke i tvivl, da hun blev spurgt, om hun havde lyst til at tage sin datter med på plejehjemmet:

»Jeg synes, det er en fantastisk ide. Alle har godt af det. De ældre og de små. Jeg har selv et tæt forhold til mine egne bedsteforældre. Det er naturligt. Vores børn søger de ældre. Og de virker så glade, når vi har været her,« fortæller hun.

Nej, hvor er du dejlig

Nogle af beboerne er svært demente, andre har stadig deres kognitive evner i behold. Men uanset helbred, så åbner mødet med de små for hjerter og for hukommelse.

»Nej, hvor er du bare dejlig. Og sikken varme hænder du har. Jeg har kolde hænder,« siger 82-årige Else Fabricius Jensen og smiler varmt til den ti måneder gamle Marlo, der står lidt usikkert på benene, mens han forsøger at få fat i hendes mobiltelefon, der ligger foran hende.
Else sidder i kørestol efter en forfejlet hjerteoperation, og hun nyder derfor besøget af mødrene og deres babyer.

»Jeg har selv fem børn, 12 børnebørn og et oldebarn,« fortæller hun, og genkalder sig, hvordan lille Marlo endnu ikke kunne kravle, da mødre-gruppen i september begyndte at komme på plejehjemmet.

Hun er en af dem, der husker udmærket. Men selv om de demente har glemt besøget dagen efter, så får de stadig en positiv oplevelse ud af det forklarer social- og sundhedsassistent Katja Møller om mødre-gruppens besøg på plejehjemmet.

»Det er til stor glæde for beboerne. For det sætter gang i følelserne, man kan se glæden i deres øjne, både hos de kognitivt friske og de svært demente. Nogle gange kalder det også tårerne frem. Vi har en beboer, der ikke selv har fået børn, men som elsker dem. Hun kommer hver gang, også selv hun kan ikke holde til så meget,« siger Katja Møller, der er ophavskvinde til babytræffet på Toftehaven.

Ideen opstod efter hun en dag havde sin tre-årige søn med på arbejde. Beboerne var begejstrede for den lille dreng, og ville hilse på ham og tale med ham. Og det fik Katja Møller til at tænke på sin kollega, der er på barsel.

»Så jeg spurgte hende, om hendes mødregruppe ikke havde lyst til at mødes hos os. Og det ville de gerne,« fortæller Katja Møller.

Gode minder og gråd

Kollegaen Sandra Soskic, der udover at være mor til et-årige Elena, også er ergoterapeut på Toftehaven,var da heller ikke i tvivl, da hun fik forelagt ideen om mødregruppetræf på plejecentret.

»Jeg var ikke i tvivl. Det ville jeg rigtig gerne. Og de andre mødre har være meget positive over for ideen. Jeg kender jo beboerne i forvejen, og kan se når de er triste og kede af det. Men når vi kommer med vores børn, så sker der noget. Der kommer lys i øjnene på dem, og gamle livshistorier kommer frem. Når børnene græder eller skal have skiftet ble, så sætter det gang i livshistorierne. Og det gælder både for kvinder og mænd. Første gang vi havde været her, var vi helt høje, da vi gik. Fordi beboerne livede sådan op.«

Planen er, at mødregruppen vil fortsætte med at komme på plejehjemmet, når mødrene begynder at arbejde igen, blot om eftermiddagen. Og snart kan flere af byens plejehjemsbeboere forhåbentlig få besøg af nuttede Ballerup-babyer, idet ordningen nu bliver en mulighed på alle kommunens plejecentre.

»Det er helt frivilligt, om man som mor vil deltage. Og det er også frivilligt om, man har lyst til at ens baby skal sidde på skødet af en beboer. Desuden vil der altid være en ansat sammen med beboerne, som kan vurdere f.eks. om en ældre kan magte at sidde med et barn i armene,« forklarer Katja Møller.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI