Venligboerne fejrede bogdebut
Fest En ny bog beskriver historien om venligboerne. Projektets Ballerup-gren bliver nævnt i bogen og onsdag fejrede de lokale venligboer deres optræden.

I løbet af nogle få måneder i 2015 blev et lokalt nordjysk fænomen til et landsdækkende frivilligt begreb, som siden har vundet fodfæste rigtig mange steder i Danmark.

Venligboerne begyndte som en lokal ’forening’ i Vendsyssel, hvor nogle lokale borgere satte sig for at hjælpe de mange flygtninge, der kom til landet i de måneder. Over hele landet var der et behov for at få sluset de ’nye borgere’, som venligboerne kalder dem, ind i samfundet og hjælpe dem med møbler, tøj og andre fornødenheder samt hjælpe til at forså det danske samfund.

Det blev til en bevægelse i hele landet, der både har mødt ros og kritik og i Ballerup tog man også handsken op og etablerede et samlingssted på ’Møllen’ på Gl. Rådhusvej. Stedet har siden fungeret som opsamlingsted for møbler, samlingssted for en lang række aktiviteter og sidenhen også boliger til en del af de flygtninge, som er kommet til kommunen.

I den forgangne uge udkom en bog om fænomenet. ’Venligboerne – historien om en bevægelse’ hedder den, er skrevet af Malene Fenger-Grøndahl og i bogen har Ballerup-afdelingen fået en fremtrædende placering.

Hjælp til selvhjælp

Derfor valgte de lokale venligboere onsdag af fejre sig selv og deres rolle i bogen ved en lille og uformel reception på en restaurant i Centrumgaden.

Forfatteren var ikke til stede, da hun var blevet syg, men stemningen var stadig i top.
Her var taler af borgmester Jesper Würtzen (A), kommunalbestyrelsesmedlem Per Mortensen og ikke mindst den daglige igangsætter af venligboerne i Ballerup, Niels Gulbech-Eiruff.

Han fortalte om de mange oplevelser, som gruppen i Ballerup har haft og understregede, at Venligboerne i Ballerup ikke er en hjælpecentral, men først og fremmest hjælp til selvhjælp.

»Man skal selv bidrage til sin nye tilværelse. Det gælder for alle af de ’nye Balleruppere’ og sådan har det været fra begyndelsen. Til gengæld har vi fået skabt en aktivitetscenter for alt muligt. Fællesspisning, møbelcentral og vi samarbejder på tværs af kommunegrænser. Så vi er da stolte af, at vi også er kommet med i bogen,« siger Niels Gulbech-Eiruff.

Efter en lille time sluttede festen og der var pindemadder og hyggelig snak omkring bordene, og bogen kunne man selvfølgelig også købe et eksemplar af og ved selvsyn se, at en nedlagt kommunal bygning og en flok frivillige har kunnet skabe sig en lille plads i historien om Venligboerne i Danmark. Bogen kan i øvrigt købes hos Venligboerne på Mølen på Gl. Rådhusvej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *