Børne- og ungerådgivningen Headspace åbner i Ballerup
Ungdom: Det Sociale Netværk slår rod i Ballerup med åbningen af et helt nyt Headspace-center, hvor børn og unge kan få rådgivning om alt fra familieproblemer til mobning og spiseforstyrrelser.

Mange unge tumler med små og store problemer, som kan være svære at tale med andre om.

Det kan være de bliver mobbet i skolen eller har konflikter med venner eller forældre, som de har svært ved at tackle. Nogle tumler med tunge tanker om selvskade eller spiseforstyrrelser, mens andre måske kæmper med angst eller stress.

Uanset hvad problemet end måtte være, er der nu hjælp at hente i Ballerup, hvor foreningen Det Sociale Netværk åbner endnu et center i rækken af rådgivningscentre kaldet Headspace.

Anonym rådgivning

Headspace er et gratis og anonymt rådgivningstilbud til børn og unge mellem 12 og 25 år, hvor de unge kan komme direkte fra gaden og snakke om store og små problemer.

Centret etableres i samarbejde med Ballerup Kommune, der er med til at finansiere driften af rådgivningstilbuddet.

Den kommende centerchef i Headspace Ballerup, Christian Lund, ser frem til samarbejdet med Ballerup Kommune, der tidligere har støttet op om Det Sociale Netværks satspuljefinansierede initiativ Oprust, der rådgav og hjalp unge, der var pårørende til forældre, der led af psykisk sygdom:

»Vi ved, hvor vigtigt det er at sætte tidligt ind i forhold til psykiske problemer og mistrivsel. Og vi ved, at det kan gøre en kæmpe forskel i forhold til at afhjælpe disse udfordringer, når de unge bliver mødt af et andet menneske, som stiller sig til rådighed og lytter. Derfor glæder det mig utrolig meget, at unge i Ballerup og omegn nu også kan få nem adgang til headspace, hvor de kan få tidlig hjælp og støtte, når de oplever at have det svært i livet,« siger han.

Poul Nyrup åbner centret

Headspace Ballerup bliver indviet med en reception onsdag den 29. marts fra klokken 16.00 til 18.00, hvor medarbejderne byder indenfor i de nye lokaler på Linde Allé 7 (der hvor den gamle lokalpolitistation lå) i Ballerup.

Foruden tale af borgmester Jesper Würtzen vil også protektor i Det Sociale Netværk og Headspace Danmark Poul Nyrup Rasmussen og den kommende centerchef Christian Lund sige et par ord.

Det nye center vil fremover have åbent mandag-torsdag fra klokken 11 til 18.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *