Søndag 23. April 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Møllen på Gl. Rådhusvej har i flere år dannet rammen om venligboerne og er nu også blevet hjemsted for en række boliger til flygtninge. Men nu skal Ballerup finde omkring 20 boliger yderligere i indværende år Foto: Arkivfoto.
Kommunen er på flygtningebolig-jagt
Husly Selvom antallet af nye flygtninge ikke er så højt som forventet, så skal Ballerup Kommune alligevel finde en række nye boliger.
Skrevet af Ulrich Wolf - 4. april 2017, 09:00:15

I 2017 kommer der igen et antal nye flygtninge til Ballerup Kommune i lighed med foregående år. Det har nu vist sig, at presset på både Danmark og dermed også Ballerup ikke er nær så stort, som man troede for et ar år siden, hvilket betyder, at der efter planen skal komme 64 nye flygtninge til Ballerup i 2017.

Kommunerne er forpligtet til at skaffe midlertidige boliger og permanente boliger til de nye flygtninge og har vide rammer til at finde og etablere boliger.

På baggrund af landstallene finder administrationen ud af, hvor mange, der kommer og hvor der skal findes boliger til de ankomne.

Pres på boliger

Kvoten af flygtninge til Ballerup forventes først at ankomme i de kommende måneder og derfor er arbejdet med at finde boliger gået i gang.

Generelt giver boligjagten problemer for kommunen. Der er i forvejen pres på boligmarkedet og antallet af billige boliger i Ballerup er faldende. I 2016 blev der anvist boliger til 26 flygtninge fordelt over hele kommunen og der er anvist permanente boliger til i alt 10 flygtninge.

Med de nye tal viser det sig, at behovet i Ballerup Kommune er 15-20 boliger ud over de ledige værelser, der findes i forvejen.
Kommunalbestyrelsen har nu frigivet knap fem millioner kroner til at finde nye og egnede boliger til de nyankomne i løbet af året.

Gård og træboliger

Derfor foreslår Ballerup Kommune, at der etableres nye flygtningeboliger på Engagergård samt at man vil købe fire såkaldte venligboliger der tilsammen kan rumme 10-20 beboere.

Engagergård er en kommunalt ejet gård i Måløv, hvor hovedbygningen efter ombygning skulle kunne rumme to midlertidige boliger, der hver kan rumme 2-4 beboere alt efter om det er enlige eller familier. De kan forventes at stå klar med udgangen af 2017.

Desuden vil kommunen købe fire såkaldte Venligboliger, hvor den ene stilles op på en privat grund og de andre kan stilles på offentligt areal forskellige steder i kommunen. Venligboligerne er træboliger, der kan flyttes på en blokvogn og placeres, hvor der er et behov. De er på cirka 30 kvadratmeter og har plads til 2-4 personer. Det indeholder køkken, bad, værelse, opholdsrum og terrasse. Desuden overholder de samme krav til isolering, lys og indeklima som andre boliger.

Venligboligerne forventes at kunne holde i 20-30 år og kan derfor bruges til andre formål, hvis der ikke bliver behov for flere flygtningeboliger. De kan købes og være stillet op på 8-10 uger.

Tilskud fra staten

Ballerup Kommune har i øvrigt søgt en ministeriel pulje til etablering af midlertidige boliger.

De samlede udgifter til etablering af flygtningeboliger på Engagergård og indkøb af Venligboliger beløber sig til i alt 4,9 millioner kroner og desuden er der så sendt ansøgningen til den ministerielle pulje, der kan dække op til halvdelen af udgifterne til etablering af flygtningeboliger.

De knap fem millioner kroners bevilling blev vedtaget af en næsten enig kommunalbestyrelse, dog stemte Dansk Folkeparti imod, da de ikke mener, at man kan bruge de mange millioner til flygtninge, når der i forvejen er borgere i Ballerup, som mangler boliger.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI