Torsdag 20. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Fire stolte elever med deres ’turbodiplomer’ der viser, at der har gennemført det nye turboforløb i både dansk, matematik samt sociale og personlige kompetencer. Foto: Privatfoto
Turbo-elever fik deres diplomer
Hæder 19 elever fra Baltorpskolen fik forrige fredag et diplom, der viser, at de har gennemført to ugers intens undervisning matematik, dansk samt personlige og sociale kompetencer.
Skrevet af Ulrich Wolf - 6. april 2017, 16:19:47

Fredag den 24. marts fik 19 elever fra 8. klasse på Baltorpskolen, afdeling Rugvænget overrakt deres diplomer for gennemførelse af to ugers turboundervisning i matematik, dansk og personlige og sociale kompetencer som ansvar, respekt, selvstændighed, disciplin, mødestabilitet og valgparathed.

Turboforløbet har kørt på 89 folkeskoler i Danmark i uge 11 og 12. Baltorpskolen har været en del af forløbet, fordi skolen har mange ikke-uddannelsesparate elever, som har det svært i skolen og trænger til at få selvtillid og succesoplevelser. Programmet og undervisningen er lavet i et samarbejde mellem Undervisningsministeriet, Trygfonden og Professionshøjskolerne

Metropol og VIA. Det bliver støttet af Satspuljemidlerne. Inspirationen kommer fra Lars Løkkes Drengeakademi.

Ved diplomoverrækkelsen var turboklassens tre lærere både stolte og rørte.

I er sygt seje

Dansklærer Kirstine Brandt Pedersen sagde til eleverne:

»I starten så jeg en masse skepsis og modstridende følelser. I dag – to uger efter, ser jeg en flok unge mennesker, der har fået et helt særligt sammenhold, kæmper for hinanden og aldrig giver op. Jeg er sindssygt stolt af jer«.

Torben Bille, som har stået for træning i sociale og personlige kompetencer under navnet ’Dit liv, din læring’, sagde:

»I er sygt seje. Tag det med, når I starter i jeres stamklasse på mandag. Tak fordi jeg har fået lov til at undervise jer i de her to uger. Det er en af de største oplevelser i min karriere«.
Matematiklærer, Magid Amir tilføjede:

»I har forbedret jer i matematik alle sammen. Det er imponerende. Jeg er stolt over, at I har lært så meget«.

De 19 unge fik overrakt deres diplom en efter en og blev ledsaget af klapsalver fra både kammeraterne og de stolte forældre, som var mødt frem.

Har lært meget

Turboforløbet har betydet rigtig meget for os, siger eleverne. David Larsen fortæller, at han er blevet meget dygtigere til at høre efter og være disciplineret.

»Vi er blevet bedre til at tage de rigtige valg, fordi vi tænker over konsekvenserne«. Kevin Muggerud Krath giver et eksempel:

»Før ville jeg have valgt at være ude med vennerne i stedet for at lave lektier. Nu vælger jeg at blive hjemme og lave lektier, fordi jeg ved, det er bedre«.

David rammer det ind med en sportsmetafor.

»Det er ligesom i en fodboldkamp. Hvis du spiller bolden, kan der komme et mål ud af det. Hvis du ikke gør, kommer der ingen mål”«

Kübra Erkut er enig i, at det er undervisningen i sociale og personlige kompetencer, der har betydet allermest. Før turde hun ikke sige noget eller fremlægge for andre mennesker. I turboklassen lærte hun at sige: ’Jeg gør det!’,

Også for turboklassens tre lærere har det været en stor oplevelse at se børnene vokse i evner og selvtillid: ”Det har været tydeligt, at når de sociale og personlige kompetencer kommer i spil, så rykker det for eleverne – også på det faglige”, siger Torben Bille.

»Når man får synliggjort de vigtige kompetencer, for eksempel det at turde, så begynder eleverne at arbejde videre selv, uden at give op. Når eleverne har rykket sig så meget fagligt, skyldes det, at de er blevet bevidste om deres kompetencer. Vi har lært dem at sige ’hold mund’ til den indre stemme, der plejer at fortælle dem, at de er for dumme til at finde ud af det«.

Vil arbejde videre

Turboundervisningen har gjort noget ved de tre lærere. De ønsker alle tre at arbejde videre med ”mindset-baseret undervisning”, altså med de sociale og personlige kompetencer.

»Jeg er helt overbevist om, at hvis vi lægger en pædagogisk linje, der er baseret på turboprincipperne, så kan vi flytte rigtig mange elever. Vi skal omdefinere, hvordan vi tænker skole. Så kommer vi i top 10 i Danmark. Fordi vi vil få elever, der tænker, at ’hvis jeg øver mig, så kan jeg godt flytte mig’«.

Fremover skal turboeleverne tilbage i deres almindelige klasser, men de mister ikke helt følingen med turbo-mindsettet. Forude venter 8 ugers mentorforløb, hvor de unge får ugentlige samtaler med turbolærerne.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI