Er det en aprilsnar?
Debat: Ved den nye vestport for Ballerup Banegårds sydanlæg, er Pederstrupstien blevet skåret over af en bred asfaltudkørsel til Baltorpvej.

Dagen før 1. april blev den forsynet med (sti)bomme, for trafikken skal naturligvis kunne komme igennem (den normalt lukkede vestport) uden forsinkelse (fra forstyrrende cyklister og fodgængere).

Jeg håber denne prioritering af trafikken, er en avanceret aprilsnar. Hvis ikke, viser den desværre med al ønskelig tydelighed igen, at selv om Ballerup Kommune engang smykkede sig med titlen »Årets Cykelby« og har gennemført en del glamourøse tiltag på cykelfronten, forekommer der stadig fald tilbage til: »Trafik«? Det er noget med mindst 4 hjul og forbrændingsmotor!

Pragteksemplet på et anlæg, der gennemsyres af dette mantra, er stien langs Harrestrupvej. For eksempel ved Skovlunde Kirkegårds udkørsel. Her skal fodgængere og cyklister holde tilbage for trafikken til og fra kirkegårdens parkeringsplads og for en sikkerheds(!) skyld samtidig forcere to skarpe vejbump i form af nedsænkede granitsten. Således kan trafikken uden nedsættelse af farten og forsinkelse køre de sidste 5 meter helt frem til den ubetingede vigepligt ud til Harrestrupvej.

Kære Park & Vej. Her, næsten 50 år efter den bilglade tid, burde benzindampene vel efterhånden være fortyndet så meget, at I måske kunne tænke jer at komme med ud og se, hvordan byen ser ud, når udsynet ikke hæmmes af et rat?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *