Tirsdag 23. Maj 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Når Ballerup Kommune alligevel graver nye lygtepæle ned så bliver der plads til at grave kabler til fibernet ned også. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Nye lygtepæle giver hurtigt internet
Internet Gravearbejdet med den nye vej- og stibelysning i Ballerup åbner mulighed for fiberbredbånd.
Skrevet af Ulrich Wolf - 19. april 2017, 16:16:17

Ballerup Kommune er i gang med at modernisere store dele af vej- og stibelysningen til LED.

Det betyder mere energivenlig og strømbesparende belysning. Mens det store gravearbejde foregår, bliver internetudbydere tilbudt at komme med i jorden.

Det har flere internetudbydere takket ja til, og det betyder, at flere indbyggere i Ballerup Kommune, der bliver berørt af belysningsprojektet, vil få mulighed for at få fiberbredbånd i fremtiden.

»Vi har politisk gjort, hvad vi kan for at sikre udvikling af den digitale infrastruktur. Vi har et stort ønske om at kunne sikre borgere og virksomheder den mest tidssvarende bredbåndsinfrastruktur som muligt. I forbindelse med belysningsprojektet var det naturligt at være proaktive og i direkte kontakt med internetudbydere, når vi alligevel skulle til at grave. Det er naturligvis glædeligt, at flere internetudbydere har meldt sig på banen,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Det er blandt andet en lang række Skovlunde-borgere, som i forbindelse med belysningsprojektet vil få glæde af grave-samarbejdet mellem kommune og internetudbydere, der i fagsprog kaldes samgravning.

»Fiber er fremtidens teknologi, Vores gravearbejde i forbindelse med belysningsprojektet har gjort det mere attraktivt for internetudbydere at være med. Skal internetudbyderne med i jorden er det selvfølgelig forudsat, at det kan lade sig gøre teknisk og logistisk,« siger digitaliseringschef i Ballerup Kommune Jens Kjellerup.

Ikke muligt overalt

Enkelte steder har Ballerup Kommune i forbindelse med belysningsprojektet måtte indse, at det ikke var muligt at klargøre til fiberbredbånd. Gasledninger lå for eksempel i vejen, og her er der en respektafstand til ledningerne, som skal overholdes i forhold til sikkerhed. I disse tilfælde vil det være op til de enkelte boligejere om at gå sammen og tage kontakt til en udbyder af fiberbredbånd og høre om alternative metoder til at få fiber.

Det er vigtigt at nævne, at kommunen ikke selv må grave og lægge fiberbredbånd i jorden. Det er kun godkendte internetudbydere, der kan det, og derfor skal det ske i et samarbejde. Derfor har kommunen mange steder valgt at klargøre med tomrør i jorden, så det i fremtiden bliver nemmere for internetudbydere at lægge fiberbredbånd ind til borgere og virksomheder.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI