Pædagogiske chefer får lønhop
ny struktur Efter kritik og lange forhandlinger har de pædagogiske ledere i institutionerne fået mere i lønposen. Den skal afspejle de nye opgaver i den nye struktur.

Der har gennem længere tid været en del kritik af lønniveauet for de pædagogiske ledere i institutionerne. Mange har ment, at de har fået en alt for lav løn i forhold til den nye struktur på området, hvor de pædagogiske ledere skal have nye og andre opgaver og blandt andet være bindeleddet mellem distriktsledere og pædagogerne. Desuden har netop distriktslederne fået større ansvar ved at have flere institutioner under sig.

Men nu er der rådet bod på det. Ballerup Kommune har netop bevilget 3,7 millioner kroner til at kompensere for det lønmæssige gab, som de pædagogiske ledere har lidt igennem de senere år.

»Der er ingen tvivl om, at lønnen til lederne på institutionsområdet har været for lavt sat i Ballerup. Der har været en del kritik af niveauet og vi har vidst det et stykke tid. Men det har været centrale forhandlinger, hvor KL har været involveret, så vi har været nødt ti at afvente dem Nu er de afsluttet og derfor kan vi nu kompensere og give de pædagogiske ledere et lønhop,« siger Peter Als (A), formand for Børne- og Skoleudvalget.

Han påpeger, at de nye lønninger er tilpasset de nye opgaver, der følger med struktur en på området.

Nye opgaver

»Lederne skal nu være mere synlige i dagligdagen. De skal være mere til stede hos børnene. Samtidig skal distriktslederne trække de overordnede linier. Så derfor er der helt nye opgaver som forpligter og det skal honoreres. Nu kommer Ballerup til at ligge på linie lønmæssigt med de kommuner vi sammenligner os med,« siger Peter Als, der lægger vægt på, at man ikke ville tage pengene til lønstigningerne fra normeringen.

»At vi skulle tilpasse lederlønningerne til den nye struktur, skulle ikke gå ud over børnene og den daglige normering og det er lykkedes. Så vi er lettede over, at vi nu har fået styr på den sag,« siger Peter Als.

Lønstigningerne skal endeligt vedtages i kommunalbestyrelsen mandag aften og der kommer ikke umiddelbart nogen stigninger til personalet i institutionerne.

»Stigningerne til pædagogerne er ikke en del af denne forhandling. Dette handler kun om at få de pædagogiske ledere op på det niveau, som passer til nutiden,« siger Peter Als.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *