Så er det fastelavn
fastelavn-skovlunde26-copy.jpg
Fastelavn fejres mange forskellige steder i Ballerup Kommune. Vi har samlet dem, vi har hørt om i en lille guide - så kan I jo tage på fastelavn-rundtur hele weekenden.
Katten af tønden Her er en samlet oversigt over forskellige lokale fastelavnsarrangementer for børn.

Ballerup Centret

Lørdag den 1. marts er det tid for prinsesser, feer og hekse, pirater og aliens i Ballerup Centret. Kom udklædte og giv den gas. Tønden skal have et ordentligt klask, masken skal på og kattekongen og dronningen skal krones.

Fra klokken 10 har alle børn mulighed for at blive fastelavnsklar med ansigtssminkning på Centertorvet. Sminkningen er gratis og kan vaskes af med vand og sæbe.

Klokken 11 er der tøndeslagning for børn op til 6 år, og klokken 13 er der tøndeslagning for børn fra 7 til 12 år.

Umiddelbart efter hver tøndeslagning, er der fastelavnsboller og juice – samt kåringer af kattekonger, kattedronninger og bedste udklædte.

 

Skovlunde Centret

Lørdag den 1. marts kan både børn og voksne slå katten af tønden i Skovlunde Centret, hvor FDF inviterer til tøndeslagning.

Der er fire børnetønder til forskellige aldersgrupper og en voksentønde, så far og mor også kan få lov at være med.

Det hele begynder klokken 11 ved springvandet og der kåres både kattekonger, kattedronninger og bedste udklædninger efter tøndeslagningerne.

Der er fastelavnsboller og saft til alle børn, og de voksne kan få en kop kaffe.

 

Smørum Centret

Lørdag den 1. marts klokken 13 er der fastelavn i Smørum Centret.

Der er tøndeslagning for børn og efterfølgende kåres kattedronninger og konger, som det hører sig til.

 

Grantoftecentret

Lørdag den 1. marts klokken 12 til 16 fejres fastelavn i salen i Grantoftecentret.

Der er præmier til kattedronninger og kattekonger samt den mest fantasifulde udklædning i tre forskellige alderskategorier.

 

Vestkirken

Lørdag den 1. marts klokken 11 er der fastelavnsgudstjeneste med sognepræsterne Karen Mikkelsen og Kirsten Jørgensen i Vestkirken.

Deltagerne opfordres til at komme udklædt. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning og fastelavnsboller til alle.

 

Ballerup Museum

Søndag den 2. marts i tidsrummet 13 til 16 inviterer Ballerup Museum til lidt anderledes fastelavnshygge.

I museets kreative fastelavnsværksted kan man blandt andet lave sin egen maske eller fastelavnsris.

Der er gratis adgang til museet, hvor man kan gå på kattejagt i udstillingerne, blive klogere på historien bag fastelavnens traditioner, klæde sig ud i historisk tøj i legetøjsudstillingen og slå en god handel af i købmandsbutikken.

Museet byder også på kaffe med mere i fastelavnsværkstedet.

 

Måløv Kirke

Søndag den 2. marts klokken 10 er der fastelavnsgudstjeneste med sognepræst Lisbeth Hannibal i Måløv Kirke. Alle er velkomne til at komme udklædt.

Efter gudstjenesten bliver der slået katten af tønden.

 

Hedegårdskirken

Søndag den 2. marts klokken 11 er der fastelavnsgudstjeneste med sognepræst Vibeke Fuglsang Olsson i Hedegårdskirken.

Deltagerne opfordres til at komme udklædt. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning og fastelavnsboller til alle.

 

Skovvejskirken

Søndag den 2. marts klokken 14 er der fastelavns/børnegudstjeneste med sognepræst Trine Brandsborg i Skovvejskirken.

Ballerup Sogns Børne- og Ungdomskor medvirker og alle – uanset alder – opfordres til at komme udklædt.

Efter børnegudstjenesten kan man være med til at slå katten af tønden og vinde fine præmier. Der bliver også budt på lidt godt til maven.

 

Hedegårdens Butikscenter

I Hedegårdens Butikscenter har man valgt, at fastelavn skal fejres lidt senere end de øvrige steder. Så her kan ungerne finde udklædningstøjet frem igen fredag den 7. marts klokken 16.30.

Her er der tøndeslagning for alle børn op til 12 år. Der bliver slået katten af tønden i tre forskellige grupper: De 0-3-årige, 4-7-årige og 8-12-årige.

Der er flotte præmier til både kattekonger, kattedronninger og bedst udklædte i alle tre grupper. Derudover lover Hedegårdens Butikscenter også små overraskelser til børnene undervejs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *