Ved Lone Madsen, hvad hun har stemt for?
debat Jeg ved ikke, hvad der er mest trist – at Lone Madsen (DF) ikke ved, hvilke aftaler hun har indgået og under hvilke forudsætninger, hun har indgået dem...

Jeg ved ikke, hvad der er mest trist – at Lone Madsen (DF) ikke ved, hvilke aftaler hun har indgået og under hvilke forudsætninger, hun har indgået dem, at hun efterfølgende løber fra dem, eller at hun tilsyneladende ikke bekymrer sig spor om den meget negative effekt, det vil have, hvis vi fjerner 3,7 mio. kr. om året fra daginstitutionsområdet – som jo er det, hun har stemt for i Kommunalbestyrelsen.

Lone Madsen blander to forskellige aftaler sammen. Hun og DF er med i aftalen om den nye skolestruktur, hvor en del af aftalen netop var, at der skulle tilføres flere penge til nærledelse på skolerne. DF har været med i forhandlingerne, og har stemt for aftalen – herunder den øgede økonomi.

Lone Madsen og DF har også stemt for den nye daginstitutionsstruktur – herunder den ændrede ledelsesstruktur. Det er korrekt, at vi den gang fik oplyst, at dette var omkostningsneutralt, og jeg skal være den første til at kritisere (hvilket jeg også højlydt har gjort), at vi fik forkerte oplysninger, da vi traf beslutningen.

Det forholder sig sådan, at man ikke havde taget højde for, at Ballerup har en lavere gennemsnitslederløn end andre kommuner, og det har medført, at de lønninger, der er blevet fastsat ved forhandlinger mellem KL og BUPL, er blevet højere, og dette har så medført en merudgift på 3,7 mio. kr. Det kan vi ikke gøre noget ved, da vi er forpligtet til at følge forhandlingsresultatet (sådan er den danske model, som jeg går ud fra, at DF støtter).

Da vi altså ikke kan undgå udgiften på de 3,7 mio. kr., er der kun to muligheder – enten at finde pengene et andet sted – hvilket er det, som et stort flertal (uden om DF) har gjort, eller at tage pengene fra daginstitutionernes daglige drift – hvilket er det, DF ønsker.

Det sidste vil have meget store negative konsekvenser for børnene ude på stuerne i vores daginstitutioner, men det er Lone Madsen og DF tilsyneladende helt ligeglade med.

2 kommentarer om “Ved Lone Madsen, hvad hun har stemt for?”

  1. Lone Madsen siger:

    Den nye børne- skolestruktur var en af de største opgaver, vi som nyetableret kommunalbestyrelse blev præsenteret for, for lidt over 3 år siden efter KV 13. Og da Dansk Folkeparti ikke har repræsentanter i Børne Skole udvalget og vi derfor heller ikke har den store indsigt i området, var det mig som gruppeformand og medlem af økonomiudvalget – og det indrømmer jeg blankt – der tog den forkerte og fatale beslutningen om, at vi kunne tilslutte os den nye børne- skolestruktur og denne beslutning, skal derfor ikke lægges andre af mine partifæller til last.

    Jeg begik den store fejl, at sætte min lid til andres skønmaleri af en ny struktur, på et område jeg ingen reel indsigt havde i, men tilsluttede mig udelukkende aftalen med den klare forvisninger om, at det var en nul omkostning for området og i sidste ende en fordel for børnene.

    Det har så først nu vist sig, at havde en ekstra omkostning på 3,7 mio. Kr. Årligt!
    3,7 mio. Kr. Som uanset hvordan man vender og drejer det, griber ind i den generelle velfærd på både børn, syge, svage og ældre området, et kærneområde for Dansk Folkeparti som vi utrætteligt kæmper for at få flere midler til.

    Derfor bliver Dansk Folkeparti nødt til at trække en streg i sandet NU, da vi ikke vil være med til at tage flere penge fra et velfærdsområde – der i forvejen er trængt – til at betale flere og højere lønninger til administration og ledelse.

  2. Kåre Harder Olesen, 2. viceborgmester, Venstres borgmesterkandidat ved KV17 siger:

    Sig mig Lone Madsen, har du overhovedet læst, hvad jeg skriver?
    Du forholder dig overhovedet ikke til det, jeg skriver, men gentager jo blot, hvad du skrev i det læserbrev, som jeg svarer på.
    Forhold dig dog til, at der er TO forskellige aftaler – en på skoleområdet og en på daginstitutionsområdet.

Skriv et svar til Kåre Harder Olesen, 2. viceborgmester, Venstres borgmesterkandidat ved KV17 Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *