Fredag 23. Juni 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Jobcenter Ballerup har sat gang i virksomhedsbesøgene og målet er, at omkring 800 lokale virksomheder skal besøges. Foto: Flemming Schiller
Jobcentret øger fokus på virksomhedsbesøg
indsats Der er kommet gang i hjulene og antallet af ledige falder. Nu vil Jobcenter Ballerup øge sin rekrutteringsindsats.
Skrevet af Ulrich Wolf, ulrich@ballerupbladet.dk - 23. maj 2017, 11:11:27

Det er efterhånden svært at bevare pessimismen, når det kommer til beskæftigelsen og gang i erhvervslivet. Rigtig mange steder efterspørger virksomhederne arbejdskraft og mange års krise er afløst af travlhed og fyldte ordrebøger.

Det kan man også mærke hos Jobcenter Ballerup, hvor antallet af ledige er faldende. Det betyder også, at jobcentret, eller afdelingen der hedder Virksomhedsservice nu intensiverer indsatsen i forhold til at være en udfarende og professionel samarbejdspartner til kommunens virksomheder.

Mange besøg

»Vi har gang i en ny kampagne fra april måned, hvor vi tager ud og besøger en lang række virksomheder. Vi har arbejdet hårdt det sidste års tid på at ændre vores image, som en lidt tung og bureaukratisk organisation, som virksomhederne ikke vil bruge. Vi har satset meget på rekruttering og vores store netværk har gjort, at vi rent faktisk bliver taget alvorligt som et sted, som virksomhederne kan bruge. Nu intensiverer vi altså indsatsen og har allerede besøgt en lang række virksomheder, som ikke har fået besøg længe, så vi kan vise, hvad vi kan levere«, siger Henrik Taubert Rasmussen, leder af Virksomhedsservice i arbejdsmarkedscenter Ballerup.

Indtil videre har Virksomhedsservice kontaktet omkring 200 virksomheder og det er blevet til omkring 100 besøg. Det har så igen ført til cirka 35 positive tilsagn om enten et regulært job eller et job med løntilskud. Det ser Henrik Taubert Rasmussen som et ganske godt resultat.

Tænker nyt

»Vi er glade for, at vi rent faktisk har fået så mange henvendelser fra virksomheder. For bare et par år siden var situationen helt anderledes, men der smitter udviklingen i samfundet af. Men det handler også om, at virksomhederne har indset, at vi er en partner, som man kan bruge på lige fod med de private rekrutteringsfirmaer,« siger Henrik Taubert Rasmussen, som understreger, at det kommunale Virksomhedsservice på ingen måde konkurrerer i markedet med de private rekrutteringsfirmaer. Man bruger sine egne borgerbaser.

»Der er gang i rigtig mange brancher og derfor har vi også noget at byde ind med i rigtig mange brancher. Også brancher, som vi måske ikke har haft så meget gang i før. Virksomhederne skal opleve, at vi rykker hurtigt og at vi har emner i mange brancher. Det er til gavn for den enkelte ledige og for virksomhederne i Ballerup,« siger Henrik Taubert Rasmussen.

Målet er at have besøgt omkring 800 virksomheder i Ballerup Kommune inden årets udgang

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI