Fredag 23. Juni 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Måløv Hovedgade gengivet med Aage Dedenroths præcise penselstrøg og fotografiske nøjagtighed. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Lokale motiver på lærredet
Kunst Aage Dedenroth er oprindeligt uddannet elektriker, men har hele sit liv tegnet og malet. En interesse der bl.a. har ført ham til Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han har udstillet. Den næste måneds tid kan man se et udvalg af hans billeder i Skomagerhuset i Pederstrup.
Skrevet af Dorthe Oxgren - 24. maj 2017, 14:09:03

Hjemme hos Aage Dedenroth i Måløv hænger skilderierne side om side, de fleste af dem med hans egen signatur, for den 84-årige Måløv-borger har nærmest altid tegnet og malet. Siden han var dreng under krigen har papir og blyant været hans foretrukne udtryksmåde. Siden kom lærred og oliemaling til.

»Jeg havde en meget dygtig lærer til tegning i skolen, og han opildnede mig. Han havde bl.a. udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling, og hos ham lærte vi at tegne stilleben,« fortæller Aage Dedenroth forud for sin udstilling i Skomagerhuset i Pederstrup, hvor han skal udstille en serie billeder af folkedansere, der hejser majstangen. De er blot et tema blandt mange, den pensionerede elektriker har malet.

Fra Liseleje til Marokko

På væggene i villaen, som Aage Dedenroth selv byggede i 1960’erne, hænger landskabsbilleder fra Måløv og Liseleje, hvor kunstneren en årrække havde sommerhus, men her er også motiver fra fremmede himmelstrøg; London og Marokko, alle malet med fotografisk nøjagtighed. Og det er ikke tilfældigt, bortset fra enkelte landskabsmalerier, er alle malerierne skabt ud fra motiver, Aage Dedenroth først har fotograferet.

»Jeg ser mulige motiver for mig, fotograferer dem, og tegner dem over på lærredet, efter jeg har malet det over med hvidt for at få den særlige livagtighed i billederne,« forklarer han og peger på et motiv af Måløv Hovedgade, hvor genskinnet i bankens ruder er gengivet med stor præcision sammen med lyset i en vandpyt. Næsten som et fotografi og af så høj en kvalitet, af Aage Dedenroth i 1997 blev lukket ind i de hellige haller på Kunstnernes Efterårsudstilling. En lidt akavet situation, for Dedenroths daværende malelærer havde også indsendt billeder til udstillingen, men fik ikke optaget nogle af sine, fortæller han.
I lære som elektriker

Selv om Aage Dedenroth allerede som barn viste talent for det kreative, blev det en mere jordnær beskæftigelse som elektriker, der skulle skaffe brød på bordet til familien.

»Tiden var en anden, og man kunne ikke leve af at være kunstner. Det vidste vi. Min far var bygningsmaler, og han døde, da jeg var dreng. Derefter var min mor alene med mig, og det var vigtigt, jeg fik en læreplads. Jeg gik ud af skolen efter syv års skolegang og kom i lære i en lysekroneforretning på Amager Torv,« fortæller Aage Dedenroth, der for alvor fik sving i penslerne i forbindelse med en bilulykke, der sendte ham mange måneder på hospitalet og ud i en efterfølgende skilsmisse, da han var i begyndelsen af 50’erne.

Det var nærmest terapi at male, husker han, der tidligere malede hjemme i villaen. Men dunsten af oliemaling gjorde ham syg, og i dag har han et låne-atelier, hvor der kan luftes ordentligt ud, når han maler.

»Jeg maler mest om vinteren, om sommeren skal jeg ud og passe min have og drivhuset,« fortæller Aage Dedenroth, hvis grønne fingre ikke fornægter sig, hverken inde eller ude. Her er fine staudebede, en stor køkkenhaven med tilhørende drivhus, hvor Aage Dedenroth er i gang med at forspirer sommerens afgrøder.

Det hører til de daglige sommer-sysler for den 84-årige kunstmaler, der har leget med både akrylmaleri og bronzestøbning. Men det er den langsommelige proces med oliemaleriet, der er hans foretrukne. Dem kan man se et udvalg af i Skomagerhuset i Pederstrup frem til 11. juni, tirsdag-fredag klokken 10-15 samt søndage klokken 11-15.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI