Lørdag 22. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Vilkår gælder også for private leverandører
Debat I sidste uges Ballerup Bladet spurgte en anonym afsender til forhold hos én af Ballerup Kommunes private leverandører af hjemmepleje, P. Obel Hjemmepleje Service.
Skrevet af Mette Vaaben Mortensen, Direktør, Ballerup Kommune - 29. maj 2017, 14:01:40

Der blev i læserbrevet spurgt ind til de overenskomstmæssige forhold, og som borgmester Jesper Würtzen redegjorde for i forrige uge, så har vi ikke lovmæssig hjemmel til at kræve, at de private leverandører af hjemmepleje indgår en overenskomstaftale med en bestemt fagforening.

Medarbejderne hos P. Obel Hjemmepleje Service kan naturligvis frit organisere sig, hvis de ønsker det.

Selvom Ballerup Kommune ikke kan stille krav om en overenskomstaftale med en bestemt fagforening, skal de private leverandører leve op til en række vilkår og aftaler, der er indgået på FOA-området mellem parterne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.

Det er blandt andet retningslinjer om hviletid, løn og ferie, og som kommune fører vi løbende tilsyn med, at disse forhold bliver overholdt. Tilsynet bliver foretaget af et eksternt firma.

Som følge af frit-valgs-ordningen skal alle kommuner i Danmark tilbyde private leverandører at levere hjemmeplejeydelser som alternativ til den kommunale hjemmepleje.
I Ballerup Kommune er alternativerne P. Obel Hjemmepleje Service og en anden privat leverandør.

Forud for samarbejdet med dem har vi indhentet dokumentation for, at de kan yde en tilfredsstillende pleje- og omsorg i en kommune, og så har vi sikret os, at de kan leve op til en række skærpede økonomiske krav.

Print artikel Print artikel

2 tanker om "Vilkår gælder også for private leverandører"

  1. Marianne Aagaard

    Vedr. omtale af plejefirmaer i Ballerup uden overenskomst, kunne man i sidste uge læse flg. : :Selvom Ballerup Kommune ikke kan stille krav om en overenskomstaftale med en bestemt fagforening, skal de private leverandører leve op til en række vilkår og aftaler, der er indgået på FOA-området mellem parterne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
    Det er blandt andet retningslinjer om hviletid, løn og ferie, og som kommune fører vi løbende tilsyn med, at disse forhold bliver overholdt. Tilsynet bliver foretaget af et eksternt firma.

    Jeg ved så ikke om man hér i kommunen har sovet i timen, for jeg har selv været ansat i omtalte firma, og de følger/fulgte absolut ikke nogen vilkår og aftaler der er sket på FOA-området.
    Løn absolut ikke. Ferie heller ikke. Og pensions beløb får man først efter måneders ansættelse.
    Da jeg var ansat kørte jeg under urimelige kørevilkår (har dokumentation) og havde meget sjældent mulighed for spisepause på grund af tidspres.
    Opsigelse, som normalt er fra d.1 i en måned foregår godt nok med en måneds varsel, men sker fra en hvilken som helst dag i en måned. Ledelsen er absolut ikke lydhøre.
    Der er nogle fantastiske medarbejdere der knokler dag ud og dag ind, og det er nok det mest positive jeg kan sige om det firma.
    Ja, der er frit valg blandt de plejefirmaer der er tilgængelige i kommunen, men trods alt bør det være i kommunens interesse, at vilkår er ens for medarbejderne, så måske skal der følges op fra kommunen og FOA på, at de overholdes.

    Svar
  2. Lolan Marianne Ottesen

    Kære Marianne
    Jeg vil rigtig gerne tale med dig om det du oplever i.f.t. med vores leverandører indenfor hjemmeplejen – og om der er en udfordring her, som jeg/vi bør kende til?
    Kh Lolan

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI