UCC-huset summer snart af liv igen
UCC-huset-copy.jpg
Kasperskolen flytter ind i det nye multihus i Skovlunde til næste sommer. Foto: PR-illustration
ombygning: Det gamle UCC-hus i Skovlunde bliver i den kommende tid invaderet af håndværkere, der skal omdanne den gamle skole til et moderne multihus.

Sidste sommer købte Ballerup Kommune den gamle professionshøjskole UCC i Skovlunde til en ’favorabel pris’.

Målet er at omdanne den gamle skolebygning til et moderne multihus, der skal rumme Kasperskolen, et botilbud for udviklingshæmmede og en række kulturelle aktiviteter.

Nu går første fase i forvandlingen i gang, når håndværkerne i begyndelsen af juni rykker ind i huset og begynder transformationen.

Første projekt bliver at gøre bygningen klar til ombygning. Huset er gammelt og det betyder blandt andet, at der skal anvendes nye materialer. Man har nemlig konstateret, at en del af byggematerialerne indeholder stoffet PCB, der er en miljøgift, som man brugte i 70’erne hvor bygningen er fra, men som ikke er noget man bruger i dag.

Ganske ufarligt

En del indvendige fuger skal skiftes og bygningsarbejderne skal tage en række forbehold, når de arbejder med blandt andet PCB. Derfor vil man kunne opleve, at en del af håndværkerne vil gå rundt med heldragter med åndedrætsværn og der vil være gule påbudskilte på byggepladsen.

»Det kan se dramatisk ud, men det er ikke farligt for naboerne eller forbipasserende. Alt byggeaffald bliver forseglet og pakket i lukkede containere og byggepladsen bliver selvfølgelig omkranset af byggehegn,« siger Mads Bo Bojesen, ejendomschef i Ballerup Kommune.

Klargøringen vil vare omkring fire måneder hvorefter håndværkerne for alvor går i gang med at bygge op, især delen, der skal huse Kasperskolen. Den skal efter planen flytte ind i sommeren 2018.

Bo- og dagtilbuddet skal bygges mere gennemgribende om, da den del ikke har været brugt til boliger før, så det forventes, at den del står færdig ved årsskiftet 2019/2020.

Det er tegnestuen Vandkunsten, der står bag både det nye det nye multihus og det nye bystræde i den kommende ombyggede bymidte i Skovlunde, så der er lagt op til en sammenhængende plan for byrummet i Skovunde om nogle år.

1 kommentar om “UCC-huset summer snart af liv igen”

  1. Ib Paul Marker siger:

    God og fremsynet idé med en skole / opholdssted for udviklingshæmmede + kulturhus, og rigtigt fint at anvende eksisterende bygninger, som ombygges og indrettes til det nye formål, til glæde og gang for borgerne i Ballerup.

    PCB fuger er en af fortidens synder, som vi i dag, ved ombygning, må fjerne på rette vis.
    Her i Højagerparken 2, har vi samme problemstilling med PCB fuger, når vi i efteråret og næste forår, skal skifte facader på 92 boliger.
    Men sådan er der så meget, nutidens forurening er grundlagt 50’ernes og 60’ernes byggeboom.

    Rigtig godt at Ballerup kommune tager “rette hånd om tingene”

    Mvh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *