»Det var det rigtige tidspunkt at skifte«
lone_madsen_1.jpg
Lone Madsen har forladt DF og meldt sig ind i Nye Borgerlige, men det er endnu uvist, om hun er at finde på stemmesedler til kommunalvalget til november. » Jeg føler ikke, at jeg er færdig med politik, men det er alt for tidligt at sige noget endnu,« siger hun. Foto: Flemming Schiller
tilbageblik Lone Madsen detonerede en politisk bombe, da hun forlod DF og skiftede parti. Men det var ikke en pludselig indskydelse, det skete efter moden overvejelse.

Det blæser voldsomt og det er lige før, at Lone Madsens hund blæser væk, da vi denne onsdag eftermiddag går en tur rundt i det grønne landskab. Det passer meget godt til situationen omkring Lone Madsen i den forløbne uge. Gruppeformanden for DF i kommunalbestyrelsen smed en politisk bombe, da hun proklamerede, at hun forlod Dansk Folkeparti, droppede sit kandidatur til valget i november og meldte sig ind i Nye Borgerlige.

Beslutningen kom i kølvandet på en noget turbulent periode, hvor Lone Madsen stemte imod en bevilling på 3,7 millioner kroner til højere lederlønninger. En beslutning, som siden blev ’overrulet’ af den lokale ledelse i partiet. Den sag udløste en beslutning, der faktisk havde modnet længe.

»Jeg har tænkt over det et stykke tid. Jeg er nok mere borgerlig, især på det økonomiske område, end Dansk Folkeparti. På rigtig mange områder er jeg helt på linje med partiet og især den linje, der ligger på Christiansborg. Men jeg har fulgt Pernille Vermund i flere år fra dengang hun var konservativ og jeg følte, at nu var det rigtige tidspunkt at skifte. Så da jeg blev desavoueret i den der lederlønninge-sag, så var det dråben,« siger Lone Madsen, der virker fuldstændig afklaret med sin beslutning.

Også selvom den har rokket båden voldsomt. For det skal man vænne sig til, når man er i politik. Det har Lone Madsen erfaret fra sine fire år i kommunalbestyrelsen.

Hun blev valgt ind for fire år siden som helt grøn og politisk uprøvet og lærte hurtigt, at politik er en hård branche. Men hun følte, at hun kunne gøre en forskel på især ældre- og velfærdsområdet, der er DF’s kerneværdier.

»Selvom jeg nu har meldt mig ud, så fortsætter jeg frem til valget og kæmper for de ting, jeg er valgt til. Jeg kan ikke se nogen forskel på de områder, som DF kæmper for og så mit nye parti. Så jeg gør selvfølgelig tingene færdig,« siger Lone Madsen.

En hård branche

Allerede fra begyndelsen opdagede hun, at politik er en krævende branche. Og hun erkendte også hurtigt, at der er mange ting, man skal sætte sig ind i politik.

»Det har været spændende og givtigt at få et indblik i en helt anden verden. Det har også været krævende. Men generelt vil jeg sige, at der er et godt forhold i kommunalbestyrelsen. Der er selvfølgelig nogen, man svinger bedre med end andre, men jeg synes, vi har haft en fint forhold til hinanden i kommunalbestyrelsen,« fortæller Lone Madsen, som ikke er bleg for at fremhæve den politiske modstander Mette Hedegaard fra Enhedslisten, som den person i kommunalbestyrelsen hun har mest respekt for.

»Vi er ikke enige politisk, men Mette Hedegaard og for den sags skyld også Ali Abbasi fra Enhedslisten tror på deres sag og kæmper, selvom det indimellem er op ad bakke i en kommunalbestyrelse, der er sammensat som den er. Samtidig er de altid fair at diskutere med, så det har jeg stor respekt for,« siger Lone Madsen.

Store afsavn

Netop fordi Lone Madsen kom ind og var helt grøn og uerfaren, har hun indimellem været mål for kritik, men hendes udgangspunkt har altid været, at tingene skal gøres ordentligt og at gøre sig umage, når man er blevet valgt.

»Jeg er gået ind i det 100 procent. Jeg blev valgt og så føler jeg også, at jeg skal gøre mig umage. Jeg har lært meget om kommunalpolitik og om de mange procedurer der er. Men det giver mig også et godt afsæt, hvis jeg går videre i politik. Men det ved jeg slet ikke endnu, om jeg gør,« siger Lone Madsen.

Hun har, som de fleste andre lokalpolitikere, brugt rigtig mange timer på politik.

»Det har krævet meget i privatlivet, det er der ingen tvivl om. Der er rigtig mange ting, man skal sætte sig ind i, og derfor skal man ville det. Man skal også kunne tåle kritik og at miljøet indimellem er barsk. Det kan jeg sagtens tåle. Men hvis der ikke er opbakning lokalt i baglandet, så vil jeg ikke bruge så meget tid på det. Det er min tid for kostbar til,« siger Lone Madsen, som godt ved at der er nogen, som ikke bryder sig om partihoppere.

»Jeg ved slet ikke, om Nye Borgerlige har en chance her i Ballerup og jeg ved også godt, at der er nogen, som ikke bryde sig om partihoppere. Men jeg var nødt til at skifte parti nu. Det var det bedste tidspunkt,« selvom det selvfølgelig er mærkeligt,« siger Lone Madsen.

Tid til familien – måske

Hun kan på nuværende tidspunkt altså slet ikke sige, om hun stiller op til valget i Ballerup til november for Nye Borgerlige.

»Det er slet ikke afklaret med lokalforeningen om jeg skal stille op. Jeg føler ikke, at jeg er færdig med politik, men det er alt for tidligt at sige noget endnu. Nu kan jeg så tænke over, hvad jeg vil,« siger Lone Madsen, som til gengæld også har en plan, hvis det ikke bliver politik i de kommende år.

»Så skal jeg arbejde og bruge tid med min familie. Jeg har brugt meget tid på politik og jeg har forsømt familien. Jeg har ikke set mine forældre ret meget i de fire år, så det kan der blive tid til,« siger Lone Madsen, som er uddannet teknisk assistent og indretningsarkitekt og som altså havnede i kommunalbestyrelsen mod sin egen forventning, fik gruppeformands-tjansen og endte med at forlade det hele kort før valget, for at starte på en frisk, hvad enten det bliver privat eller politisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *