Ballerup får en tysk samarbejdsby
relationer Kommunalbestyrelsen har godkendt et officielt samarbejde med den tyske by Brandenburg an Der Havel

Siden 2012 har Ballerup samarbejdet med den tyske by Brandeburg an Der Havel. Her har især skolerne haft en relation og for kun få uger siden var en lille gruppe Ballerup-elever på besøg i den tyske by.

Nu vil Ballerup så gøre relationen mere officiel og gøre aktiviteterne mere formelle med et politisk sigte og målsætning.

Mandag aften godkendte kommunalbestyrelsen så, at relationen bliver officiel. Dermed forpligtes begge parter til at skabe værdi og udvikling gennem de aktiviteter, der bliver sat i gang i samarbejdet. Der er også en forventning om, at en formel aftale vil styrke relationen mellem de to byer og at det vil gavne på det mellemfolkelige niveau.

Fælles inspiration

»Der er en god kemi mellem byerne og der er grund til at blive inspireret af hinanden. Tyskland er Danmarks største handelspartner, så der er endnu en god grund til at indgå en officiel aftale, som vi altså nu har gjort,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Da Ballerup Kommune vedtog en international strategi i 2014, blev en række af kommunens internationale samarbejder ophævet, da de ikke længere gav den ønskede værdi for kommunen. Samtidig var man på udkig efter nogle mere givtige relationer, der kunne understøtte den strategi.

Nu har Ballerup samarbejdsaftaler med Wuxi i Kina, East Kilbride i Skotland og nu altså Brandeburg an Der Havel. Desuden er der et spirende samarbejde med Ystad i Sverige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *