Venstre vil have Ledøje ud af råstofplanen
debat: Venstre kæmper fortsat for at få Ledøje Vest ud af Region Hovedstadens råstofplan.

Venstre anerkender, at Råstofplanen i Region Hovedstaden er nødvendig for at sikre vækst og fremgang i vores region. Samtidig har det været vigtigt for Venstre at lytte til borgerne i processen og til deres berettigede bekymringer om at undgå nærhed til bebyggelse, sikre vandforsyninger og en ordentlig kvalitet af råstofferne.

Der foreligger nu en plan, som mere end dækker behovene. Venstre har arbejdet for, at en række kritiske områder skulle udgå af planen. I Venstre glæder vi os over, at der er blevet lyttet til borgerne, og at disse områder nu ser ud til at blive taget ud af planen.

Planen indeholder fortsat et område i Ledøje Vest, som Venstre mener bør udgå af planen, da der er mange forhold, som taler for, at området ikke skal med.

Region Hovedstaden har selv tidligere konkluderet, at området ikke burde indgå i planen grundet blandt andet nærhed til kulturarv, kirkebeskyttelse, miljømæssige forhold, støv og støj.

Vi håber, at flertallet af vores kollegaer i Regionsrådet for Hovedstaden vil genoverveje deres holdning til netop dette forslag, inden planen skal godkendes på mødet i Regionsrådet den 13. juni 2017.

(forkortet af red.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *