Skovlunde er under udvikling
debat: Hvor er det dejligt, vi i Skovlunde nu har muligheden for at få en bydel, der lever og ikke bare er en spøgelsesby.

Jeg har i længere tid set, hvordan der diskuteres flittigt både på bænke og på de sociale medier. Der er både for og imod udviklingen af vores lille bydel. Jeg er stor tilhænger af udviklingen, der vil kunne puste liv i en ellers dyster fremtid.

Dog har jeg mine betænkeligheder og ønsker for fremtiden. Hvorfor er man begyndt renovationen af boulevarden, før den tunge trafik er overstået. Under et byggeri af denne kaliber, som byfornyelsen er, vil der komme enormt meget tung trafik – og med indsnævringen færdig vil dette give massive trafikale problemer.

Det burde være muligt at henlægge midlerne, så man kunne indsnævre boulevarden, når bygherrer havde overstået deres udgravninger, tilkørsel af betonelementer og så videre.

Det ville være ønskværdigt, at der blev kigget på demografien her i Skovlunde. Der er mange ældre, der ville være interesseret i en lejlighed i den nye bydel. På borgermødet blev der fra salen spurgt, om ældretilgængelighed. Jeg tror, det kom som en overraskelse, at omkring 80 procent af de fremmødte var af moden karakter, der sidder på matrikler, der kunne have lidt friværdi. Så svaret fra bygherrer var lidt undvigende.

Det kan lade sig gøre at indrette nybyggeri med lidt snilde, så man tilgodeser både ældre og

akademikere med 2,4 styk børn.
Det næste halve årti vil der komme perioder med larm og irriterende trafik. Jeg vil opfordre alle os, der bliver berørt af byfornyelsen, til at trække på smilebåndet og kigge fremad. For det Skovlunde jeg ser i fremtiden, er en by hvor der er liv og ikke spøgelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *