Onsdag 26. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
De to lokale FDF’ere: Laurits Edske og Jonas Bessing sammen med holdkammerat Juliane Seeberg fra Fredericia. I alt er de fem på holdet, som rejser ud på eventyr 8. juli. Foto: Privatfoto
FDF’ere på sporet af DSB sabotage
Interrail Under temaet ”Jagten 2017 – Togets forbandelse” var 90 FDF’ere fra hele landet samlet i Aarhus, for at forberede sig til årets store interrailløb.
Skrevet af Mia Thomsen - 16. juni 2017, 15:03:57

Fra Måløv og Ledøje Smørum deltog Laurits Edske, Tobias Yung og Jonas Bessing, der alle glæder sig til den 14 dage lange sommerlejr med tog sammen med deres to øvrige holdkammerater. For at forberede deltagerne på turen, blev der afholdt forberedelsesweekend, der både bød på gode oplevelser og praktisk information.

»Det har været en super weekend. Vi har fået en god introduktion I, hvad vi skal være opmærksomme på, når vi skal rejse rundt i Europa. Der var også tid til at lege, og naturligvis tid til at mødes og snakke med de andre deltagere,« fortæller Jonas.

Weekenden startede fredag aften med et løb fra Aarhus Banegård, hvor de skulle løse gåder, for at finde bagmændene til den sabotage DSB har oplevet den seneste tid. Flere spor peger ud i Europa, og derfor må den endelige opklaring vente til sommerens rejse.
103 unge på interrail

Det er FDF der arrangerer turen, og konceptet er afprøvet fire gange tidligere. Turen sender denne gang deltagerne igennem mere end 12 lande, og kommer til at byde på leg, løb og sightseeing.

Tine Stenum, der også selv har været deltager, er med til at arrangere dette års interrailtur. For hende er det vigtigt, at andre får mulighed for at opleve Europa på en anden måde, som hun selv gjorde.

»Jagten er en oplevelse for livet. Det gav mig et billede af, at FDF er mere end bare det, der foregår lokalt. Vi tager dem med på en rejse, hvor de møder andre børn og unge organisationer, som de kan spejle sig i. Turen giver de unge mulighed for at møde nye kulturer med et åbent sind, nysgerrighed og respekt,« fortæller hun.

De tre lokale deltagere fra FDF Måløv og Ledøje-Smørum ser frem til turen, selvom de ikke ved meget om, hvad der kommer til at ske.

»Vi ved kun, at turen starter og slutter i Fredericia, alt hvad der kommer derimellem, finder vi først ud af undervejs,« siger Laurits. og tilføjer:

»Vi glæder os for vildt til turen, for det bliver med garanti sjovt at være på løb i et andet land, eller lege bankebøf midt i en kæmpe by med nogle lokale unge.«

Turen starter den 8. juli, og FDF’erne ser først den danske grænse igen den 22. juli.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI