Byggetilladelser er gratis men tager længere tid
Byggeplads-COLOURBOX-copy-1.jpg
Når der skal bygges i kommunerne, skal man have en tilladelse. Men det er vidt forskelligt,hvad det koster at få en tilladelse. I Ballerup er det gratis. Foto: Colourbox
sagsbehandling I Ballerup koster det ikke noget at få behandlet sin byggetilladelse. Men til gengæld er sagsbehandlingstiden mere end fordoblet.

Der er stor forskel på, hvad det koster i de forskellige kommuner for at få behandlet i byggesag. Mens det i Rødovre koster 864 kroner i timen, så er det ganske gratis i Ballerup.

En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at der er et stort gab mellem priserne på byggesagsbehandling. Ballerup skiller sig ud som en af de relativt få, der har fastholdt, at det skal være gratis at få behandlet en byggesag, uanset om det er som privatperson eller erhvervsdrivende.

Ifølge formanden for Dansk Byggeri Hovedstaden, Søren Tscherning, er det mærkeligt, at der er så store forskelle på priserne, når man tænker på, at opgaverne er de samme, uanset hvor i landet der skal bygges.

Kommunerne må nemlig ikke tjene på sagsbehandlingen, men kun udskrive en regning, der svarer til de udgifter, de har. Men i Ballerup har man altså valgt at gøre den kommunale sagsbehandling gratis.

Attraktiv kommune

»Det hander om at være attraktive og give en god service, uanset om det er private borgere eller virksomheder. Folk betaler en god skat og så skal den service være gratis,« siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Helle Hardø Tiedemann (A).

Ifølge udvalgsformanden er der heller ingen planer om, at ændre på den praksis.
Men selvom det er gratis at få behandlet en byggesag i Ballerup, så tager det markant længere tid nu end for et par år siden. Det skyldes de store besparelser, der har været på det administrative område de senere år.

»For et par år siden tog det tre uger at få behandlet en byggesag. Nu tager det omkring otte uger. Der har været sparet voldsomt i det administrative personale, så det har også haft betydning for behandlingstiden. Der er ikke skåret mere ned end nødvendigt og vi har det personale, vi skal have. Men det har altså givet længere ventetid,« siger Helle Hardø Tiedemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *