Mandag 24. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Asif Uddin, Katrine Sandbjerg og Thomas Sandbjerg har skabt Guru Snack, der laver økologisk granola, snacks og knækbrød. Foto: Flemming Schiller
Stjernekokke har fået smag for Ballerup-snack
fødevarer Guru Snack fra Ballerup laver så lækker granola, at de er udvalgt til finalen om Produktprisen 2017 ved kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjem. Men de hakker og pakker stadig alt i hånden i den lille virksomhed.
Skrevet af Mia Thomsen - 22. juni 2017, 16:24:46

»Det må simpelthen være muligt at lave noget, hvor der kun er det i, som der skal være – og som smager af det, det er – og ikke af alt muligt andet kunstigt tilsat.«

Sådan forklarer Katrine Sandbjerg, der sammen med sin mand Thomas Sandbjerg og vennen Asif Uddin for et lille år siden grundlagde virksomheden Guru Snack i Industriparken i Ballerup.

De tre har 10 børn tilsammen og har et stort ønske om at give dem så god mad som overhovedet muligt af sunde, rene råvarer uden alle mulige tilsætningsstoffer.

»Vi har mange børn i mange aldre, og uden at lyde frelst vil vi bare gerne give dem noget godt. Noget der både er sundt og smager godt,« tilføjer Thomas.

Men det er ikke kun familiernes børn, der har kastet deres kærlighed på granolaen, snackcookien eller knækbrødet fra Guru Snack. Kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjem har nemlig i samarbejde med Kvickly, Dagli’- og SuperBrugsen udvalgt netop Guru Snacks morgenmadsprodukt ’Original Granola’ i finalen til årets Produktpris, der gives til en lokalt forankret producent, der har skabt et nyt innovativt produkt eller tænkt i nye baner i forhold til afsætningsmuligheder.

Økologisk og glutenfri

Thomas Sandbjerg har fundet små glas frem og fylder dem med skyr toppet med deres hjemmelavede granola, der består af intet andet end solsikkekerner, rosiner, cashewnødder, kokos og vanilje.

De tre iværksættere har lavet det hele selv og arbejder på fuld tid i den lille virksomhed, der ligger godt gemt i underetagen i en stor bygning på Industriparken 23. I det lille køkken hakkes og blandes råvarerne, inden de bages i den store dehydrator-ovn, som fjerner al væske i produkterne. Derefter pakker de selv alle poserne og sætter klistermærker på, inden de ryger af sted til butikker og caféer. Alle produkter er økologiske, glutenfri og altså uden sukker, smagsforstærkere eller andre tilsætningsstoffer.

Og den smager godt – granolaen – det må både journalist og fotograf indrømme, da de to små glas er tømt. Men om det er en vinder i konkurrencen om Produktprisen 2017 er svært at vurdere. Granolaen er oppe imod to andre konkurrenter i kategorien ’konfekture’; et tyggegummi og en is, så det bliver spændende at høre, hvad dommerne har at sige den 24. juni, hvor vinderen kåres på Bornholm.

»Jeg ved godt, det er et lidt kedeligt svar, men vi er faktisk bare vildt glade for at være med,« siger Katrine, da hun bliver spurgt til forventningerne til konkurrencen.

På hylderne i Føtex

»Vi glæder os rigtig meget til konkurrencen. Det bliver sjovt at komme derover og møde andre i branchen,« siger Asif Uddin, der er den af de tre, der er mest ’’inde’’ i branchen.

Han har handlet med råvarer og været i fødevarebranchen før, mens Thomas er uddannet indenfor regnskab og Katrine indenfor kommunikation og markedsføring.

Trioen har et godt samarbejde, hvor de hver især kommer med meget forskellige kompetencer, men samtidig er helt enige om det overordnede koncept med gode, sunde, økologiske produkter uden tilsætningsstoffer.

Guru Snack har stille og roligt vokset sig større og har løbende fået plads i sortimentet hos flere forskellige supermarkeder, specialbutikker og i flere caféer. Senest har de fået foden indenfor hos Dansk Supermarked, så man nu kan finde deres produkter på hylderne i alle landets Føtex- og Bilka-forretninger.

»Jeg var lige i går nede i den lokale Føtex og se. Det var altså lidt sjovt. Så står vores varer der på hylderne lige så fint og godt placeret i øjenhøjde,« siger Katrine, der samtidig fortæller, hvor travlt de har haft i den lille virksomhed de seneste uger op til lanceringen i Føtex og Bilka.

»Vi pakkede 6000 poser, og der skal altså tre klistermærker på hver pose, så jeg siger dig, vi har haft travlt,« griner hun.

Flere produkter på vej

De har ansat én mand udover de tre iværksættere selv og bruger så freelancere, når der skal produceres og pakkes store partier som for eksempel sidste uges lancering i alle landets Føtex og Bilka-forretninger.

Nu venter de spændt på at se, hvordan deres produkter klarer sig i konkurrencen med alle de andre på hylderne.

Samtidig er nomineringen til Produktprisen også en åbenlys mulighed for at komme i betragtning hos Coop, der driver blandt andet Kvickly, Dagli’Brugsen og SuperBrugsen, som jo står bag Produktprisen sammen med Sol Over Gudhjem.

»Det bliver rigtig spændende at høre, hvad de siger om vores granola. Det er jo dygtige kokke, der sidder i dommerpanelet – og som allerede har smagt vores granola og sendt den videre til finalen,« tilføjer Katrine.

De tre afslører også, at de allerede er i fuld gang med produktudviklingen, så der kan komme endnu flere snacks i sortimentet, ligesom en ny dehydrator-ovn er på vej til Ballerup, så de kan følge med efterspørgslen, der ovenpå den fine nominering nok kun går én vej.

 

Fakta om Produktprisen

Produktprisen uddeles i forbindelse med kokkekonkurrencen Sol Over Gudhjem.

Prisen gives til lokale producenter, der har skabt et innovativt produkt med en god, lokal historie eller tænkt i nye baner i forhold til afsætningsmuligheder.

Et ekspertpanel bestående af fem dommere, heraf nogle af Danmarks førende kokke, tester og vurderer hvert enkelt indstillet produkt. Herefter udvælger de tre produkter i hver kategori, der går i finalen.

På selve finaledagen den 24. juni vil fem dommere smage sig frem til vinderprodukterne foran et stort livepublikum på Gudhjem Havn på Bornholm.

Der kåres en vinder i hver af de tre kategorier: Drikke, mad og konfekture.

Produktprisen er skabt i samarbejde mellem Sol Over Gudhjem og Coop-butikkerne Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen.

Kilde: www.solovergudhjemkonkurrence.dk

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI